Syvende P-hus til CG Jensen
Om et år afleverer CG Jensen det syvende fuldt færdige P-hus på få år. Det nye byggeri koster 72 millioner og får 700 p-pladser.
I øjeblikket er CG Jensen sammen med sine partnere i gang med i gang med at projektere og i april indledes støbningen.
Det nye P-hus skal sikre det nødvendige antal permanente parkeringspladser i området til beboerne i Stævnen og 8TALLET samt besøgende. Det er det andet P-hus, som By & Havn opfører i Ørestaden.
Tidligere har CG Jensen blandt andet opført P-kælder for indkøbscentret Fields, P-hus i Billund Lufthavn, P10 og P 12 i Kastrup Lufthavn, P-kælder på Amerika Plads og P-hus i Hillerød. Det mindste på 300 P-pladser, der største med 1.400 P-pladser.
Stærkt samarbejde
-Som en del af vores strategi har vi opbygget en bredere ekspertise inden for totalentrepriser. Så vi er godt tilfredse med at vinde denne opgave, hvor vi kan udnytte denne kompetence, siger Bendy Z. Pedersen, divisionschef hos CG Jensen, og tilføjer:
-Men jeg vil også gerne understrege styrken i det samarbejde, vi byder ind med, Orbicon og Entasis samt P-Plan A/S. P-Plan er netop specialister i at optimere P-husbyggeri og i indretning af P-huse over og under jorden.
Huset opføres i beton med betonsøjler og betondæk i otte etager med et tag af buede aluplader. Op- og nedkørsel sker via en spiralrampe placeret inde i P-huset. Huset er naturligt ventileret og uden opvarmning af energihensyn.
Jord, kloak, beton, montage og stål udføres i egenproduktion. I gennemsnit vil 15 timelønnede og 3-4 funktionærer være beskæftiget i byggeperioden. Hertil kommer 10-15 installationsfolk i den sidste fase.
Klar på godt 11 måneder
I august går elementmontagen i gang, og CG Jensen planlægger at montere de 1.280 betonelementer på kun 16 uger. 1. december 2012 er råhuset opført. Frem til februar monteres teknik med el, sprinkling og styring, før det færdige hus afleveres til By & Havn 1. marts 2013. CG Jensen har dermed 11 måneder til at opføre hele byggeriet.
-Vi har mange erfaringer med at opføre P-huse både under og over jorden, så vi følger en glidende plan trin for trin, siger Bendy Z. Pedersen og tilføjer, at byggeriet byder på to udfordringer:
-Der er begrænset plads til maskiner, betonelementer og håndværkere. Byggepladsen er lille, og vejene til og fra er små lokalveje, der ikke er beregnet til tung trafik.
-Det andet er nabohensynet, som vi lægger stor vægt på. Vi skal arbejde ganske tæt på beboerne i Stævnen og 8TALLET og tager hensyn ved fortrinsvis kun at arbejde i dagtimerne og mest muligt reducere støj, støv mm.
Faktaboks
Bygherre: By og Havn A/S
Totalentreprenør: CG Jensen A/S
Byggeperiode: April 2012 – 1. marts 2013
Omfang: 20.000 etagementer med plads til 700 biler
Arkitekt: Entasis
P-rådgiver: P-plan
Ingeniør: Orbicon