Fremgang ikke nok til at redde Domitec Erhvervsbyg
På trods af, at det lykkedes Domitec Erhvervsbyg at øge omsætningen med cirka 13 millioner i 2011, var det ikke nok til at dække det hul, som krisen skabte.
Konkursen kommer efter en større økonomisk nedtur i firmaet. Nettoomsætningen var i 2009/2010, som den senest offentliggjorte årsrapport dækker, på 4,6 mio. kroner. Det var en nedgang på hele 32 mio. kroner i forhold til det foregående regnskabsår.
På den baggrund faldt resultatet efter skat fra et plus på 2,5 mio. kroner til et underskud på -2,6 mio. kroner i 2009/2010.
Stor omsætningsfremgang ikke nok
Ifølge sagens kurator, Brian Hebel Andersen, var omsætningsnedgangen den primære årsag til konkursen.
- Firmaet oplevede næsten fra dag til dag et ophør i opgaverne, og det viste sig ikke muligt at skære de faste omkostninger til lige så hurtigt, som omsætningen faldt, forklarer Brian Hebel Andersen til Building Supply.
På trods af, at det lykkedes at skabe en omsætning på 17 mio. kroner i 2010/2011, var det ikke tilstrækkeligt til at redde virksomheden og dække det hul, som var skabt af de foregående års underskud.
Ingen igangværende projekter påvirkes
- Firmaets ledelse kæmpede til det sidste. Og så sent som i begyndelsen januar arbejdede man på at færdiggøre et byggeri. I slutningen af januar var man dog nødsaget til at sende medarbejderne hjem, fortæller Brian Hebel Andersen til Building Supply.
Ingen igangværende projekter bliver ifølge kuratoren berørt af konkursen, som stadig arbejder på at danne sig det fulde overblik over aktiver og passiver i selskabet. Det står dog klart, at otte ansatte ud over direktør Søren Hejn Mackenhauer desværre mister jobbet med konkursen.