Kinesiske topembedsmænd høster dansk viden om energioptimering
Højtstående embedsmænd fra Kina lærer om energioptimering og grønne vækst-initiativer i Danmark. Schneider Electric var vært for den kinesiske delegation.
Tæt på vækstinitiativer & Energioptimering
I løbet af den to-dages rundtur kommer de bl.a. helt tæt på konkrete erfaringer med grønne vækstinitiativer og energioptimering. Delegationen er på rundrejse i Europa for at hente viden og konkrete erfaringer med hjem. Målet er at lære af de bedste inden for energioptimering, som er et hedt emne i Kina grundet deres galoperende energiforbrug.
- Vi skal vise det bedste inden for dansk energioptimering frem for vores kinesiske gæster. De har valgt, at lære om energioptimering af os, da vi har en bred tilgang til det, en masse konkret erfaring og på mange områder er langt foran, så andre med fordel kan høste af vores erfaringer, siger Ole Sander, adm. direktør for Schneider Electric Danmark a/s, og fortsætter:
- Vi har tilrettelagt programmet sådan, at kineserne kommer hjem med en forståelse for, at der ikke kun er et stort miljømæssigt potentiale at hente i energioptimering, men også et stort økonomisk potentiale. Den danske viden og knowhow indenfor energi- og ressourceoptimering er guld værd i det øjeblik, kineserne for alvor indser potentialet.
Smart grid & energioptimal produktion
I Danmark skulle den kinesiske delegation lære om energioptimering af bygninger, om smart grid, om energioptimal produktion og – ikke mindst om energioptimering af datacentre, hvor Schneider Electric netop er blevet udnævnt som verdens førende af IDC.
I løbet af det to-dages besøg var den kinesiske delegation på besøg hos bl.a.
- Høje Taastrup kommune, hvor de så på solceller og energioptimering af deres 150 offentlige bygninger.
- Københavns Rådhus, hvor de skulle høre om byens planer om at blive fri for fossile brændstoffer.
- Schneider Electrics 220 mand store energi-effektive fabrik i Ringsted, der er så produktiv, at det kan betale sig at producere datastik, som sælges i Asien, Australien og store dele af Europa
Kineserne hørte også om Kalundborg Kommunes smart cíty-projekt og kommunens erfaringer med og planer for smart grid, og om Schneider Electrics eget grønne initiativ, der i 2011 resulterede i at virksomheden i en 8.753 m2 stor lejet kontorbygning sparede 245.000 kwh – et resultat der i kroner og ører svarer til ca. 1/4 million kroner.