Mere husbyggeri i Herning
Modsat landsgennemsnittet er antallet af byggeansøgninger i Herning Kommune steget med 46 procent det sidste år.
Antallet af indkomne byggeansøgninger er steget fra 80 i januar 2011 til 117 ansøgninger i januar 2012, svarende til 46 procent. Det viser de nyeste tal fra Herning Kommunes byggesagsafdeling.
- Den positive udvikling i antallet af byggeansøgninger tyder på, at borgerne og byggebranchen her i Herning ser en vej ud af krisen. Karakteren af byggeansøgningerne viser nemlig, at det ikke kun er udestuer og carporte, der søges byggetilladelse til. Det er også nye boliger. Det tager jeg som et første tegn på et begyndende opsving i byggebranchen, siger formand for Teknik- og Miljøudvalget Finn Stengel Petersen (S).