CG Jensen vinder ombygning på Tårnby
For at give plads til det nye Danmarks Akvarium skal Tårnby Renseanlæg ombygges. CG Jensen har vundet ombygning og renovering af procesbygningen.
Opgaven har været udbudt i fire særskilte totalentrepriser. CG Jensen har vundet licitationens totalentreprise på ombygning og renovering af procesbygningen. Kontraktsummen er 12,83 mio. kroner, mens bygherre på projektet er Tårnbyforsyning A/S.
Beton og tage renoveres
Opgaven omfattet renovering af taget på procesbygningen samt udskiftning af eksisterende TT-tagelementer. På den nye tagdækning udlægges græs. Endvidere skal betonen renoveres og have nye betondæk på to eksisterende procestanke til brug for luftrenseanlæg og til vandtank.
Hertil kommer udskiftning af diverse porte og facadeplader, indvendig behandling af gulv og vægge i risterum og slambygning, renovering af indløbspumpestation samt tæt facadelukning af åbne facader i teknikbygningen.
Tårnby Renseanlæg skal være i drift i hele byggeperioden, som strækker sig fra februar til november 2012.
De øvrige delaftaler på renseanlægget omfatter blandt andet etablering af nye efterklaringstanke, nedrivning af gl. tanke, etablering af ny parkeringsplads, etablering af nyt luftrenseanlæg med 25 m skorsten, afdækning af procestanke.