52.000 oliefyr er skrottet siden 2007
Oliefyrene og elradiatorerne er på vej ud af de danske hjem, viser en opgørelse, som Tekniq har foretaget.
Undersøgelsen giver for første gang et samlet overblik over udviklingen indenfor grøn energi. Konkret viser tallene, at der i dag er forsvundet godt 52.000 oliefyr, og at der er godt 6.500 færre boliger med elvarme i forhold til i 2007. Et fald på henholdsvist 13,5 og 4,8 procent.
I samme periode er 6,4 procent blevet tilkoblet fjernvarmenettet, mens 8,9 procent flere fyrer med naturgas. Antallet af træpillefyr er steget med 42,9 procent, solvarmeanlæg er steget med 17,8 procent, varmepumper med 221,4 procent og solceller med 2.100 procent.
Grøn omstilling kræver tilskud
Hos Tekniq vurderer man, at stigningen dels skyldes større bevidsthed om energirigtige løsninger, dels faldende markedspriser på anlæg. Men også forbedrede tilskudsmuligheder udpeges som en væsentlig faktor. De største stigninger er nemlig sket i 2010 og 2011, hvor Skrotningsordningen, Boligrenoveringspuljen og den nuværende BoligJobordning har eksisteret.
- Det er urealistisk at tro, vi havde set samme udvikling uden tilskud. Min påstand er, at størrelsen af tilskuddet vil være direkte parallelt med stigningen i de grønne løsninger, siger chefkonsulent i Tekniq, Søren Rise og fortsætter:
- Fra tidligere undersøgelser ved vi, at danskernes smertegrænse for at ville investere er en tilbagebetalingstid på maksimalt fem år. Derfor er det ganske simpelt nødvendigt med tilskud, hvis vi skal holde gang i den grønne omstilling, siger Søren Rise.
Lang vej igen
Søren Rise mener nemlig ikke, at den grønne omstilling skal tages for givet, selvom tallene for de sidste fem år viser fremgang. For selv om der for eksempel bliver installeret rekord mange solceller i Danmark, dækker forbruget kun tre promille af det samlede elforbrug. Til sammenligning er tallet 3,5 procent i Tyskland.
- Der er lang vej igen, hvis de vedvarende energiløsninger for alvor skal gøre en forskel. Og her er det særlig vigtigt at politikerne finder en tilskudsordning, der er mere kontinuerlig, end vi har set det hidtil. Det har faktisk en negativ indflydelse på markedet, hvis der er korte perioder med tilskud, for så venter folk på næste runde, selvom de egentlig er villige til at investere, siger Søren Rise, der også slår på andre redskaber, som kan sikre fortsat udvikling på området:
- Der skal være endnu mere rådgivning og oplysning til de private. Både fra installatører men også fra for eksempel banker i forhold til finansieringsmuligheder, siger Søren Rise.
Fakta om energikilder i perioden 2007-2011
Tilslutning til fjernvarmenettet:
2007: 150.2873 boliger
2011: 159.8861 boliger
Stigning: 6,4 procent
(Kilde: Danmarks Statistik)
Oliefyring:
2007: 384.852 boliger
2011: 332.893 boliger
Fald: 13,5 procent
(Kilde: Danmarks Statistik)
Naturgasfyring:
2007: 366.667 boliger
2009: 399.322 boliger
Stigning: 8,9 procent
(Kilde: Danmarks Statistik)
Elvarme:
2007: 133.629 boliger
2011: 127.163 boliger
Fald: 4,8 procent
(Kilde: Danmarks Statistik)
Træpillefyr:
2007: 56.000 stk.
2011: 80.000 stk.
Stigning: 42,9 procent
(Kilde: Dansk Energibrancheforening og Energistyrelsen)
Solvarmeanlæg:
2007: 370.000 m²
2011: 436.000 m²
Stigning: 17,8 %
(Kilde: Dansk Solvarmeforening)
Solceller:
2007: 500 kW
2011: 11.000 kW
Stigning: 2.100 procent
(Kilde: Energinet)
Varmepumper:
2007: 14.000 stk.
2011: 45.000 stk.
Stigning: 221,4 procent
(Kilde: Energistyrelsen og Tekniq)