23948sdkhjf

LED-gevinst størst i nybyggeri

Udviklingen indenfor LED går stærkt, og teknologien kan med fordel bruges flere steder i byggeriet. Inden man kaster sig ud i at arbejde med LED bør man dog overveje ulemperne, lyder rådet fra el-installatør og LED-ekspert Rune S. Larsen.
Interessen for at få mere viden om - og ikke mindst anvende - de lys-emitterende dioder, LED, er stadigt stigende.

Potentielle besparelser kombineret med en grøn, miljøvenlig profil er blandt de ofte fremhævede fordele ved den relativt nye teknologi. Og udviklingen på LED-området er da også gået stærkt de seneste år, hvor lysudbyttet fra de små dioder er fordoblet på blot to år.

- Særligt sidste år gik det stærkt. Man forventer, at tempoet går lidt ned i år. Men det kommer bestemt ikke til at stå stille, siger Rune S. Larsen om udviklingen indenfor LED-teknologien det seneste års tid.

Rune S. Larsen har en baggrund som el-installatør og en omfattende, specialiseret videreuddannelse i LED-teknologien. Han har siden 2003 haft kontakt til forsknings-, udviklings- og produktionsmiljøer i ind- og udland, og har netop udgivet bogen ”Lys-emitterende dioder”. Bogen giver en praktisk og teknisk indføring i lys og lysdioder for fagfolk og henvender sig i særlig grad til el-installatører, arkitekter og ingeniører.

Rune S. Larsen giver her en vurdering af, hvilke fordele og ulemper der kan være ved at anvende LED i byggeri, som teknologien ser ud i dag.

Både fordele og ulemper
Effektiviteten i LED taler på overfladen sit tydelige sprog. Mens der i dag findes lysdioder med over 140 lumen pr Watt i handlen, er den amerikanske LED-producent Cree Inc. kommet op på 208 lumen pr Watt i laboratorietests. Og ifølge analyser fra US Energy Department ventes tallet at nå over 230 lumen pr Watt i 2018. LED-baserede armaturer kan imidlertid ikke nå samme effektivitet. Der findes et tab i driver-systemet der forsyner LED’erne, optikken der spreder lyset samt den termiske del der afleder varmen fra LED’erne. De mest effektive LED-baserede armaturer ligger omkring 100 lumen pr Watt, hvor LED-pærer kan ligge omkring 80 lumen pr Watt.


Til sammenligning ligger glødepærer på 13 lumen pr Watt, traditionelle lysstofrør på ca. 60, og C5-lysstofrør på 90-100 lumen pr Watt.

Ifølge Rune S. Larsen er der klare fordele ved at anvende LED. Da der ikke udsendes UV-stråler fra dioderne falmer det ikke stof og malerier, ligesom en meget lav varmestråling i front betyder, at der kan spares mange penge på ventilation, hvor LED installeres.

Et andet væsentligt plus ved at anvende teknologien er den - potentielt - lange levetid. Denne afhænger dog af selve systemets opbygning, montering og ikke mindst det miljø, som det installeres i. For hvor selve LED’en kan have en levetid på over 50.000 timer ved rumtemperatur, kan den reelle levetid for installationen være markant kortere, for eksempel 20.000 timer, da driveren, som LED’en er forsynet fra, ikke behøver at have samme levetid. Netop derfor skal der sættes større krav til dokumentation for den længere levetid for et samlet LED-armatur og ikke kun levetiden for LED’en.

Kræver egne armaturer
Da LED ofte installeres i eksisterende armaturer, som ikke er beregnet til LED, kan der også opstå alvorlige problemer. Installatører, der vælger at give sig i kast med opgaven har ganske enkelt ikke altid den fornødne know how.

- Det er et problem at man er nødsaget til at ombygge armaturerne. For el-installatører kan det blive et problem som påtager sig denne opgave uden tilstrækkelig ekspertise, understreger Rune S. Larsen overfor Building Supply.

Derfor forventes det, at man i fremtiden vil se flere hele LED-armaturer. For at vinde større indpas skal der da også LED-pærer ud på markedet, så forbrugerne selv kan udskifte dem og ikke må skifte hele armaturet, lyder Rune S. Larsens vurdering.

Store muligheder i nybyggeri
Brugen af LED i nybyggeri afhænger ifølge Rune S. Larsen i vidt omfang stadig af folks holdninger. Nogle mener, at teknologien er klar til at blive anvendt i kontorer, og der er lavet en del kontormiljøer, hvor 60x60 LED-baserede armaturer anvendes.

- Ser man på energieffektivitet alene, så er LED på et niveau, som matcher C5-lysstofrør. På pris er LED dog op mod tre til fire gange dyrere, når man vel at mærke ser på kvalitetsprodukter for begge dele. Og det er med til at afskrække mange fra at anvende det, siger Rune S. Larsen, og fortsætter:

- Dem der anvender LED i dag gør det ud fra en betragtning om ”den grønne profil”. I forhold til levetid og det, at der ikke anvendes kviksølv er LED rent miljømæssigt en bedre lyskilde. Men uden det hypede miljø-aspekt er der nogen vej endnu i forhold til kontorer på grund af lysdiodernes prisniveau og blændingstal.

På gangarealer derimod er der i dag muligheder, da der ikke sættes de samme krav til f.eks. blænding. Således er der basis for el-besparelser på op mod 40 – 50% ved at anvende LED sammenlignet med kompakte lysstofrør.

I nybyggeri gør det samme sig gældende på for eksempel toiletter, hvor LED kombineret med sensorer kommer på maksimum strakt – modsat de senkunder det tager lysstofrør. I receptioner og andre steder hvor lyset er tændt over 12 timer er der ligeledes gode besparelsesmuligheder.

Gevinsterne er dog størst ved nybyggeri, hvorimod der bør være større overvejelser, hvis man overvejer at udskifte eksisterende lysinstallationer. Det er i alle tilfælde nødvendigt med troværdig dokumentation, hvor eksisterende belysningsanlæg sættes i forhold til LED-anlægget. Herunder skal forelægge det energimæssige aspekt samt lysberegninger der viser overholdelsen af Danske Standarder.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094