Grønnere hospitaler og institutioner i Region Hovedstaden
I bestræbelserne på at være en grøn metropol bliver Region Hovedstadens leverandører stillet overfor klimakrav i udbud til de kommende syv hospitalsbyggerier.
Strategien lægger op til en større og bredere miljøindsats end tidligere. Regionen vil fortsat arbejde for at begrænse energiforbrug, miljøfremmede stoffer i spildevandet, affaldsproduktion og mængden af farlige kemikalier. Men derudover inddrager regionen nye områder som miljørigtige indkøb, bæredygtigt byggeri og grøn erhvervsudvikling.
Nye hospitalsbyggerier skal være bæredygtige
For Region Hovedstaden er det helt centralt, at vi fremover har øje for balancen mellem samfund, økonomi og miljø. Både i den daglige drift, men også når der bygges nyt.
Derfor stiller strategien også skarpt på, hvordan regionen sikrer, at de kommende syv, store hospitalsbyggerier bliver bæredygtige. Det sker blandt andet ved, at byggeprojekterne i udbudsrunderne skal stille krav til leverandørerne inden for energiforbrug og udledning af drivhusgasser; miljø- og klimapåvirkninger fra produkter; varer og services samt vandforbrug og vandbalancer.
Udover at gavne miljøet og klimaet vil indsatsen for at finde bæredygtige løsninger til byggeprojekterne bidrage til at skabe innovation og sætte skub i en grøn erhvervsudvikling i og udenfor regionen.
Regionen køber varer for 10 mia. kr. årligt
Som noget nyt har regionen anvendt et ’Klimafodaftryk’ – et klimaregnskab baseret på miljøbelastning. Klimafodaftrykket viser, at kun godt 20 % af regionens udledning af CO2 stammer fra hospitaler og institutioners forbrug af el og varme. De resterende 80 % stammer fra indkøb af varer og serviceydelser som f.eks. medicin og kemikalier, udliciterede transportopgaver, medicinsk udstyr, fødevarer m.m.
- Klimafodaftrykket viser, at det netop er her, vi skal sætte ind, hvis vi for alvor vil bringe vores indirekte udledning af klimagasser ned, da regionen køber varer, udstyr og tjenesteydelser for ca. 10 mia. kr. årligt. Derfor bliver en af konsekvenserne, at der nu skal stilles miljø- og klimakrav i de kommende udbud af transportopgaver og antallet af produkter og forbrugsartikler som købes med miljø- og klimakrav skal øges, siger Lars Gaardhøj
Læs: Strategi og Handlingsplan for Bæredygtig Udvikling .