23948sdkhjf

Nye ungdomsboliger til 265 millioner i Aalborg

For mindre end en måned siden tog Himmerland Boligforening første spadestik til 40 almene boliger på eternitgrunden i Aalborg - på fredag gælder det 240 ungdomsboliger.
- Aarhus har sin universitetspark og København sit Tietgenkollegium, der begge fungerer som selvstændige enklaver med en meget stærk identitet. Her i byen har vi mange fine ungdomsboliger spredt over et stort område, men har længe savnet en moderne ungdomsboligbebyggelse, der kan tilbyde noget mere. Med byggeriet på eternitgrunden tilfører vi Aalborg en bebyggelse, som i kraft af dens størrelse er i stand til at tilbyde flere aktiviteter, bedre service og et bredere boligudbud end hidtil, siger direktør Ole Nielsen, Himmerland Boligforening.

Der bliver tale om seks bygninger på fire-fem etager, disponeret på en måde, der sikrer bedst muligt lysindfald og udsigt over omgivelserne. Ganske som for familieboligbyggeriet tager Himmerland Boligforening hvad angår det nye byggeris facader afsæt i eksisterende bygninger og det omgivende areal, formet gennem årtiers råstofudvinding og industriel produktion.

- Det kommer til udtryk ved et rationelt byggesystem med betonelementer, som brydes med knopskydninger, der var kendetegnet for bygningerne på eternitgrunden. Knopskydningerne i forskellige farver vil indeholde bebyggelsens fællesfaciliteter. Som noget særligt vil især tagene blive anvendt til for eksempel boldbane og fredagsbar, fortæller Ole Nielsen.

fleksibilitet i lejlighedernes indretning
Det nye ungdomsboligbyggeri bærer navnet Henius House, idet det er opkaldt efter Isidor Henius, der i 1896 ejede jorden og stiftede det første selskab på arealet, Portland-Cementfabrikken Danmark.

- Henius var en driftig industripionér, der nok er bedst kendt for sit engagement i Aalborg Spritfabrik, men han lagde altså også fundamentet til aktiviteterne på eternitgrunden. Han var i øvrigt i en årrække medlem af Aalborg Byråd, hvor han navnlig interesserede sig for etablering af boliger, fortæller Ole Nielsen.

Ungdomsboligernes konstruktion udføres med skiftevis bærende og lette lejlighedsskel. Det giver de optimale muligheder for en fremtidig ændring i lejlighedernes indretning, idet to ungdomsboliger kan lægges sammen og omdannes til eksempelvis en familiebolig eller et bofællesskab for flere studerende.

Byggeri med mange muligheder
Også i forbindelse med Henius House, der koster omkring 265 mio. kr., vil Himmerland Boligforening operere med et højere serviceniveau end normalt for ungdomsboligbyggerier. Blandt andet vil den velkendte varmemester også tage sig af at nye beboere bliver integreret bedst muligt. Og der vil i Henius House være fitness, fælleskøkken, fællesrum på etagerne, værksteder og boldklub.

Der bliver på fredag også taget første spadestik til 18 handicapboliger og et aktivitetscenter, som Himmerland Boligforening opfører for Aalborg Kommune. Dette byggeri, der får navnet Kridtsløjfen, ventes ligeledes klar til sommeren 2013.

Fakta:
• Navn: Henius House
• Beliggenhed: Ditlev Bergs Vej, Aalborg
• Omfang: 240 ungdomsboliger
• Pris: 265 mio. kroner.
• Forventet indflytning: August 2013

• Bygherre: Himmerland Boligforening
• Totalentreprenør A. Enggaard A/S
• Bygherrerådgiver: Kuben Management A/S
• Arkitekt: Arkitektfirmaet C.F. Møller A/S
• Landskabsarkitekt: Arkitektfirmaet C.F. Møller A/S
• Ingeniør: NIRAS
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11