Renoveringsprojekt halverer boligantal
Boligforeningen Viva i Vodskov har søsat en renoveringsplan, som blandt andet vil fjerne 55 af de nuværende 117 boliger.
Det står klart efter et beboermøde i Lille Tingbakke den 30. januar 2012, hvor der ud over beboere var gæster fra Boligorganisationens bestyrelse og Vivabolig. Det fremgår af Viva-Boligs hjemmeside.
Renoveringsplanen har som et mål at skabe et tryggere område og tiltrække nye beboere. Derfor indebærer den blandet andet nedrivning af fire blokke for at skabe åbenhed og tryghed, udhuse flyttes og der bygges nye i terræn.
Fra 117 til 54 lejligheder
Ingen lejligheder vil efter renoveringen have samme indretning og størrelser som før renoveringen. Planen indebærer endvidere, at antallet af boliger reduceres fra de nuværende 117 boliger reduceres til 54 eller alternativt 62.
I de tilbageværende bygninger udskiftes faldstammer, kloak og vandrør, det installeres nye ventilationsanlæg, elevatorer i tre blokke samt renovering af fælleshus og friarealer.
Alle lejligheder bliver gennemgribende ændret ved sammenlægning, som indebærer, at alle etværelseslejligheder nedlægges. De tilbageværnede lejligheder får udskiftet gulve, nyt badeværelse med gulvvarme, nye og større køkkener. I forbindelse med renoveringen udskiftes tagbelægningen på samtlige opgange og der udføres efterisolering. Ligeledes opmures nye facader og gavle i tegl, reparation af gavle- og sætningsskader samt reparation fugtskader. Endeligt udskiftes vinduer og døre, og de lukkede altaner ændres til åbne almindelige altaner.
Projektets foreløbige tidsplan er nu, at man efter forventet godkendelse hos kommune og Landsbyggefonden kan gennemføre projektering og EU licitation i perioden juni-december i år. Efter ny godkendelse ved kommune og Landsbyggefonden ventes byggeriet at kunne starte op i april 2013. Den samlede renovering ventes afsluttet til maj 2014.