Aarsleff graver dybt i Gribskov
Som led i et større anlægsprojekt udgraver Aarsleff blandt andet to 15 meter dybe byggegruber for et belgisk entreprenørfirma.
Ledningen, som har en indvendig diameter på 2,5 meter, udføres som underboring ved såkaldt ”mikrotunnelering” og strækker sig fra renseanlægget på Skovgårdsvej og frem til et eksisterende regnvandsbassin på Rådhusvej.
Aarsleff A/S skal i underentreprise for Smet Tunneling udføre en række jord og ledningsarbejder, som bl.a. omfatter udgravning af to stk. dybe gruber til ca. 15 meter under terræn hvorfra, og til, rørledningen/bassinet bliver etableret. En byggegrube skal etableres i regnvandsbassinet på Rådhusvej. Arbejdet i regnvandsbassinet på Rådhusvej forventes afsluttet ultimo 2012.
Endepunkter for større projekt
Aarsleffs arbejde er del af et større anlægsprojekt med etablering af en 1.100 meter lang dybtliggende spildevandsledning i en stor dimension, som går fra området ved VP-torvet til Helsinge Renseanlæg på Skovgårdsvej syd for Helsinge by. Formålet med anlægsarbejdet er at forbedre det eksisterende afløbssystem samt bymiljøet i Helsinge ved at fjerne det åbne bassin ved VP-torvet.
Den dybtliggende spildevandsledning udføres ved tunnelering - dvs. at ledningen udføres uden opgravning. Spildevandstunnelen skal både fungere som et stort underjordisk bassin samt som en transportledning, der leder alt regn- og spildevand fra området ved VP-torvet direkte til Helsinge renseanlæg.
Det er i ledningernes endepunkter - ved VP-torvet og ved renseanlægget – de større byggegrubber, der vil fungere som adgangspunkter til udførelse af tunneleringen, etableres.