23948sdkhjf

Samarbejde til topkarakter

Lutter 12-taller blev resultatet, da tre bygningsingeniørstuderende fra VIA i Horsens forsvarede et afgangsprojekt om videreudvikling af Moelvens I-bjælke trempelspær.
Da Søren Laursen, Jesper Uldum-Nielsen og Jesper Munk Mouritsen i august 2011 diskuterede, hvilket emne de skulle bruge som udgangspunkt for deres afgangsprojekt, blev de hurtigt enige om, at projektet i hvert fald skulle indeholde praktiske forsøg og mange beregninger:

- Før vi bestemte os, skrev vi til vores vejledere for at høre, om de havde kontakt til virksomheder, vi kunne samarbejde med. Og de havde faktisk kontakt til mange. Men vi blev hurtigt enige om, at vælge Moelven, for de havde det mest spændende projekt, fortæller de studerende, der hurtigt fik etableret kontakt, og sammen med Moelven definerede rammerne og det overordnede mål for samarbejdet.

En stor tilfredsstillelse
Arbejdet med trempelspærrerne bød på mange udfordringer for Søren, Jesper og Jesper, for både forsøgene og beregningerne var komplicerede. Derfor kunne de ikke ’bare’ slå op i en bog og læse sig til, hvad de skulle gøre, når tingene drillede. Men udfordringerne var samtidig med til at gøre arbejdet interessant og give de studerende ny læring.

Den største tilfredsstillelse i arbejdet med afgangsprojektet oplevede de studerende i det løbende samarbejde med Moelven. De, og resultaterne, blev gennem hele processen taget seriøst af virksomheden. Oplevelsen af, at de kunne gøre en forskel, var godt for selvtilliden:

- Det var sjovt at arbejde på et projekt, hvor resultaterne bliver brugt og taget med videre i udviklingsprocessen. Det er fedt, at vi med vores forsøg har været med til at afgøre, hvilke løsninger Moelven skal vælge i deres konstruktion. Det, at vi har været med til at gøre en forskel, er en stor tilfredsstillelse.

Teorier afprøvet i praksis
Moelvens tilgang til samarbejdet var et ønske om at udvikle en spærløsning, der kan gøre det muligt at udnytte loftsetagen på et-plans huse, så husejerne får flere og nye kvadratmeter tilføjet deres boligareal.

Det er et koncept, der i særdeleshed er rettet mod husejere med et-plans huse fra 1960’erne med eternittage. Mange af disse huse står nemlig overfor at skulle skifte tag, og Moelven mener, at husejerne med fordel kan tilføje en overetage til deres hus, i stedet for ’bare’ at skifte tag. Henrik Hviid Pedersen, salgsingeniør i Moelven, har været de studerendes kontaktperson på afgangsprojektet:

- Vi ville gerne have udviklet og optimeret vores konstruktion, og vi ville gerne have belyst, om det i det hele taget er den rette konstruktionsopbygning, vi arbejder med. Derfor ønskede vi at få testet konstruktionen, så vi kunne få afklaret holdbarheden og få indblik i, om der er ting i konstruktionen, der reagerer anderledes end vi har forventet. Det kunne Søren, Jesper og Jesper hjælpe os med, fortæller han.

De tests, som de tre studerende har gennemført, bekræfter, at Moelvens teorier om spærrernes opbygning også fungerer i praksis:

- Vi har fået præsenteret en række resultater, som vi kan bruge til noget, og vi har fået bekræftet, at vi er på rette vej. Det har en stor værdi, at vi kan sætte ’flueben’, og nu ved, hvilken vej vi skal bevæge os fremadrettet, siger Henrik Hviid Pedersen.

Han og Moelven har været begejstrede for udbyttet af samarbejdet, og det kan bane vej for nye samarbejdsprojekter med studerende bygningsingeniører fra VIA Campus Horsens i fremtiden.

Ovenstående bygger på artiklen "Bygningsingeniørstuderende samarbejder med firma om afgangsprojekt og får tre 12-taller!" fra VIA University College
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094