Stark styrker positionen med fynsk opkøb
Med købet af Tommerup Trælasthandel styrker Stark positionen på Fyn, hvor kæden nu får forretning nummer 12.
- Tommerup Trælasthandel har en god profil med et godt kundemiks. Forretningen passer godt til vores lokale profil og ønske om at være nærværende lokalt, samtidig med at vi tilbyder kunderne en vifte af landsdækkende fordele, siger Lars Hansen, adm. direktør hos Stark.
Købet er betinget af konkurrencemyndighedernes godkendelse, som er påkrævet grundet virksomhedernes størrelse. Hvis Konkurrencestyrelsen godkender købet, vil Stark have 12 forretninger fordelt over hele Fyn.
På udkig efter muligheder
Opkøbet er en logisk udløber af Starks arbejde for at konsolidere sig i markedet og Lars Hansen udelukker ikke, at der kan komme yderligere opkøb i fremtiden.
- For at bevare og udvikle vores position i markedet, så skal vi holde fast i det lokale fokus. Vi skal blive ved med at gøre noget særligt for kunderne i lokalområdet. Det gør det dog ikke alene i et presset marked. Derfor ser vi også gerne på interessante muligheder for at udbygge den lokale tilstedeværelse. Her er Tommerup Trælasthandel et godt eksempel på, hvordan vi kan udbrede og udvikle vores unikke services lokalt, siger Lars Hansen.
Tommerup Trælasthandel servicerer både private og professionelle kunder. Forretningen har altid haft et særligt fokus på professionelle kunder, men i 2008 åbnede de et byggemarked, som også er henvendt til den private forbruger. Med købet får Stark dermed bedre kontakt til at servicere de eksisterende kunder i lokalområdet.