Vintervejret giver ekstra millioner i kassen
Isoleringsgiganten Rockwool har opjusteret forventningerne til omsætning og resultat.
For et par uger siden anslog Dansk Byggeri , at der pt. er 10.000-15.000 flere håndværkere i arbejde end på samme tid sidste år – alene på grund af vejret – og det højere aktivitetsniveau smitter også positivt af på materialeleverandørerne.
I denne uge har blandt andre AO Johansen været ude med en opjustering , og det samme gælder Rockwool, som nu styrer mod et betydeligt bedre resultat, end det var forventet i kvartalsmeddelelsen for 3. kvartal.
Dengang forventede ledelsen en omsætningsfremgang på 15 % i forhold til 2010 og et resultat efter skat og minoritetsinteresser på omkring 550 mio. kr. Nu har koncernen opjusteret til en omsætningsfremgang på 17 % og et resultat efter skat og minoritetsinteresser på over 600 mio. kr.
- Den gode salgsudvikling for Rockwool-koncernens produkter er fortsat i de sidste måneder af 2011 understøttet af den milde vinter i Europa samt en generel god efterspørgsel på vores nøglemarkeder, oplyser koncern-ledelsen i en fondsbørsmeddelelse.
Rockwool forventer fortsat vækst i 2012, hvor man indtil videre kalkulerer med en omsætningsstigning på omkring 5 % og et resultat på niveau med 2011.