Flere ungdomsboliger på havnefront
Boligforeningen Himmerland har købt en havnegrund af Aalborg Kommune og vil opføre 42 ungdomsboliger i 6-7 etager.
Planen er ifølge Nordjyske Medier at bygge 42 ungdomsboliger i 6-7 etager, og efter planen stikkes spaden i jorden i løbet af sommeren næste år.
- Placeringen er god og meget central. Vi arbejder på at byggeriet kommer til at svare til de andre flotte byggerier på havnefronten, det bliver ikke stangvarer, siger direktør Ole Nielsen til Nordjyske.
Projektet bliver Himmerland Boligforenings andet på Aalborgs centrale havnefront. I forvejen er man undervejs med et stort byggeri med over 230 ungdomsboliger samt ny administration til boligforeningens egne ansatte. Arkitekt på dette projekt er Henning Larsen Architects.
Rådmand for teknik og miljø, Mariann Nørgaard, oplyser til Nordjyske, at grunden har en byggeret på 2.100 m² etageareal. Prisen er 6,7 mio. kr., men da Himmerland vil bygge ungdomsboliger, skal kommunen stille med 5,6 mio. kr. i tilskud.