KPC fortsætter med at hente store projekter
Entreprenør- og projektudviklingsvirksomheden fra Herning er tildelt en vigtig rolle i udviklingen af 320 nye boliger på Amager.
Sikrer stabil økonomisk udvikling
Ifølge dagbladet Børsen er KPC således blevet tildelt en vigtig rolle i opførelsen af to markante boligprojekter på Amager til i alt cirka 675 mio. kr.
Begge projekter har Arkitema som arkitekt med Danica Pension som bygherre på det ene og Lærernes Pension på det andet.
Danica-projektet omfatter 130 boliger i 12 etager høj karre-bebyggelse, mens projektet for Lærernes Pension bliver lidt større med i alt 190 boliger fordelt på to højhuse i 15 og 16 etager. De to projekter er i høj grad medvirkende til at lægge et solidt fundament for KPC i de kommende år, og adm. direktør Bo Knudsen er da også fortrøstningsfuld med henblik på firmaets muligheder:
- Vi forudser en god og stabil økonomisk udvikling for virksomheden i de næste to-tre år. Både i forhold til omsætning og bundlinje, siger han til Børsen.
Begge projekter går i gang til sommer og forventes færdige og klar til indflytning i slutningen af 2013.
KPC realiserede i 2010 et resultat på 46,114 mio. kr. efter skat ud af en omsætning på 483 mio. kr. 2011-regnskabet er endnu ikke offentliggjort.