23948sdkhjf

Tysk domstol afviser klage over Femern-byggeri

Forvaltningsdomstolen i Leipzig har tirsdag afvist alle klager over den tyske godkendelse til Femern-forbindelsen mellem Danmark og Tyskland. Dermed kan byggeriet begynde på tysk side.

- Vi er tilfredse med, at der nu er skabt klarhed om den tyske myndighedsgodkendelse af Femern-Bælt projektet. Det er en historisk milepæl, som er nået, siger adm. direktør Claus F. Baunkjær, Femern A/S, i en skriftlig kommentar til Licitationen - Byggeriets Dagblad. 

Retssagen begyndte den 22. september og omhandlede i alt syv klager.

Klagerne var to miljøorganisationer, Femern Kommune, en landmand samt tre rederier, nemlig de svenske rederier Nordö-Line og Stena Line samt dansk-tyske Scandlines, der sejler mellem Rødby og Puttgarden.

Arbejdet er i gang

Retssagen har handlet om den tyske godkendelse af Femern-forbindelsen, som blev givet i 2019. I Danmark blev der givet grønt lys ved en anlægslov allerede i 2015, og arbejdet er allerede i gang i Rødby på Lolland, hvor en stor arbejdshavn er ved at tage form.

Efter nytår udvides arbejdet blandt andet med anlæggelsen af den fabrik, der skal fremstille de betonelementer, som tunnelen bygges med.

Men i Tyskland har der været utilfredshed med godkendelsen fra flere sider, og sagen er blevet behandlet ved domstolen i Leipzig i slutningen af september og starten af oktober.

Scandlines' klage gik især på, at de planlagte adgangsveje ved havnen i Puttgarden ikke er ideelle og vil gøre det svært for lastbiler at køre ned til færgelejet, når Femern-tunnelen står færdig.

Miljøorganisationen Nabu har blandt andet påpeget, at rev og sandbanker er i fare, hvis man anlægger tunnelen som planlagt. Det vil kunne gå ud over fisk, sæler og marsvin.

Sidste hindring ryddet af vejen

Retssagen har dog ikke kunnet stoppe Femern-forbindelsen. Men hvis dommen var faldet ud til klagernes fordel, kunne det betyde, at Femern A/S, som er bygherre på projektet, måtte lave nogle justeringer. Og det kunne have medført forsinkelser og ekstra omkostninger.

Efter den tyske domstol har afvist alle klager, har arbejdet med Femern Bælt-forbindelsen passeret endnu en vigtig milepæl mod den europæiske grønne målsætning om at flytte gods fra vej til bane, fastslår transportminister Benny Engelbrecht (S).

- Med Femern Bælt-forbindelsen skaber vi en ny korridor til Tyskland. Det arbejde er i fuld gang på den danske side, og nu er den sidste hindring for arbejdet på den tyske side ryddet af vejen. Med den meget klare tilkendegivelse ligger det fast, at Femern Bælt-projektet vil blive gennemført, som et meget bredt flertal i Folketinget har besluttet, udtaler transportministeren i en pressemeddelelse.

Der er endnu ikke fastsat en dato for byggestart i Tyskland. Transportministeriet meldte i april ud, at byggeriet efter planen kan begynde på tysk side i 2022. Men det kan måske blive fremrykket efter dommen.

- Vi havde ikke troet, at vi ville få en afklaring på sagen så hurtigt. Derfor skal vi naturligvis høre, om det betyder, at man kan fremrykke noget af byggeriet på tysk side. Det kan vi ikke sige endnu, siger Benny Engelbrecht til Ritzau.

Den 18 kilometer lange kombinerede jernbane- og vejtunnel er Danmarks største anlægsprojekt. Når tunnelen efter planen står klar i 2029, kommer den til at forbinde Rødbyhavn på Lolland og Puttgarden på den tyske ø Fehmarn. 

Dermed vil forbindelsen forkorte rejsetiden i bil til 10 minutter fra de nuværende 45 minutter med færgen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11