23948sdkhjf

Bæredygtighed handler også om helhedsorienteret byudvikling

Når en grund bliver købt af en projektudvikler, træder der en lang arbejdsproces i gang, før boligerne eller bygningerne skyder op af jorden, og de kommende ejere eller lejere kan træde over dørtrinnet. I denne proces er der landinspektører, arkitekter, bygningskonstruktører og finansfolk samt andre af betydning for byggeriet, der går ind og ud af projektet – eller er en fast del af processen fra idé til aflevering.

48-årige Bent Schleef Arvidsen er en af de sidste. For nyligt startede han som projektudviklingschef i FB Gruppen A/S, hvor han bearbejder de grunde, virksomheden har fået ind, så de kan blive byggeklare. I sin nye rolle er han med i hele processen fra dialog med myndigheder, aktører og slutbrugere til færdigt projekt. Det skriver FB Gruppen i en pressemeddelelse

Favne bredt og gøre det ordentligt
FB Gruppen er i vækst og har projekter i flere byer på Sjælland. Koncernen er i øjeblikket er ved at omdanne Grønttorvet i Valby fra et erhvervsområde til en helt ny, grøn bydel med 3.000 blandede boliger. Herudover arbejder FB Gruppen med bydels- og boligprojekter blandt andet i Høje-Taastrup, Holbæk, Ballerup, Stenløse og Gentofte. I år forventer koncernen at færdiggøre omkring 800 boliger på Sjælland.

- Det var Grønttorvet som projekt og FB Gruppens underliggende værdier, der trak i mig. Etikken i at gøre det ordentligt og at favne bredt. Helhedsorienteret byudvikling med blandede boliger giver en mere bæredygtig by. Der skal være plads til alle, og det skal gøres ordentligt. Dén tilgang passer godt til mine personlige værdier, siger Bent Schleef Arvidsen.

Hans første opgave har været at udvikle det sidste byggefelt på Grønttorvet, hvor halvdelen skal være kontor og halvdelen ungdomsboliger.
- Byggefeltet skal stå færdigt i november 2022. Herudover arbejder jeg med Vilvorde i Gentofte, hvor vi skal omdanne det tidligere kursuscenter til ca. 40 boliger. Efter et indledende borgermøde er lokalplanprocessen nu gået i gang og vi forventer, at boligerne kan stå klar i 2023, fortæller Bent Schleef Arvidsen.

Variationen kræver høj faglighed
Og der er nok at se til. For inden længe skal han også deltage i FB Gruppens projekter Holbæk Have og Nærheden, hvor det netop er blevet offentliggjort, at FB Gruppen skal bygge omkring 1.600 boliger i de kommende år. Netop kravene i opgaverne tiltaler ham.
- Varieret byggeri i høj kvalitet giver mig mulighed for at bringe min faglighed og erfaring i spil. Det er også både mere krævende og interessant at skulle se på mere end éns egen byggegrund, men på alt dét, der sker rundt om. Det gør vi på Grønttorvet, og det er dét vi skal i gang med i Holbæk Have og i Nærheden. Dén sammenhængskraft, der ligger i at tænke i helheder, skaber jo markant bedre byggeri og samfund, end hvis man kun tænker på én matrikel ad gangen, understreger Bent Schleef Arvidsen.

Han er uddannet bygningsingeniør fra DTU med afgangsprojekt om brodesign i aluminium. Gennem årene har han arbejdet hos blandt andre MT Højgaard, Nordicom, Schneider og BRF Kredit. Under finanskrisen tog Bent Schleef Arvidsen sig således af de panter, som BRF hjemtog på tvangsauktion. Som leder af BRF’s asset management-team havde han ansvaret for at gøre ejendommene klar til salg. Senest kommer han fra LIDL, der i øvrigt også har etableret sig på Grøntorvet med en stor butik.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.113