Fjelsø etablerer ny virksomhed i Syddanmark
Med ny virksomhed, Fjelsø Alu Facader i Esbjerg, sikrer entreprenørvirksomheden Fjelsø ny synergi og gør sig yderligere attraktiv for kunderne.
Fjelsø Alu Facader er navnet på selskabet, som indgår i Fjelsø Byg, der ligesom Fjelsø Stål og VVS har domicil i Aalestrup i Himmerland. Her beskæftiger Fjelsø i forvejen 75 medarbejdere og råder over 7.000 kvm bygninger fordelt på specialer inden for vvs, aluminiums- og stålproduktion.
- I forhold til forretningskonceptet lå det lige til højrebenet at udvide vores forretningsområde i Syddanmark, da vi ikke i dag er repræsenteret her. Først og fremmest i glas, alu og stål, siger adm. direktør i Fjelsø, Niels Mogensen.
Erfarne branchefolk i spidsen
Fjelsø Alu Facader lancerer fra begyndelsen et bredt produktsortiment. Med blandt andet facadelukning i glas og aluminium, glasinteriør-vægge, facadebeklædning i glas, stål og alu, værn i stål og glas, og specialløsninger i stål og rustfri stål.
Virksomheden får til huse på Lillebæltsvej 90 i Esbjerg og bliver samtidig Fjelsøs spydspids i det sydlige Danmark.
- Med ansættelsen af Bjarne Glargaard og Glenn Andersen i Fjelsø Alu Facader har vi sikret os den bedste start på vores nye entreprenørvirksomhed. De to medarbejdere, som allerede er kendte ansigter i entreprenørkredse, har med samlet 40-50 års brancheerfaring de bedste forudsætninger for organisk udvikling af virksomheden, siger Niels Mogensen.
Han forventer, at den nyetablerede virksomhed inden længe vil ansætte yderligere medarbejdere til projektstyring og montage.
Tidspunktet er helt rigtigt
Som resten af Fjelsø vil den nye virksomhed arbejde efter principperne i en simpel lean-samarbejdsform, hvor et ord er et ord. Kunderne vil typisk være større entreprenører, tømrermestre, bygmestre og developere.
Fjelsø består foruden Fjelsø Alu Facader af Fjelsø Stål, Fjelsø Byg samt Fjelsø VVS, og Niels Mogensen har store forventninger til det nye ’ben’ i forretningen:
- Vores forskellige virksomheder kommer til at komplementere hinanden på en måde, der gør os særdeles attraktive overfor vores kundegruppe. Og så betyder en række konkrete konkurrenceforhold på markedet, at tidspunktet er helt rigtigt. Derfor ser fremtiden lovende ud – på trods af lavkonjunktur og lavvækst i øvrigt, slutter direktøren.