Feriekoncern fortsætter investeringerne
Dayz Resorts har overtaget Danparcs Søhøjlandet og planlægger en opgradering af 110 feriehuse og en opdatering af centerbygningen. Hertil kommer byggeri af 162 nye boliger.
Det nye Dayz Søhøjlandet ved Gjern lidt uden for Silkeborg bliver koncernens ottende resort, og målet er at give nyt liv og trække endnu flere turister til Søhøjlandet og hele den østjyske region.
- Dayz Søhøjlandet er en lille perle midt i en naturskøn region med mange spændende turistmål. Der er et stort potentiale for at tiltrække endnu flere gæster, der kan nyde et flot og moderniseret center som basis for en god ferie, siger koncerndirektør Martin Dyrholm fra Dayz Resorts.
Køberne er der
Rent praktisk vil centerbygningen med bl.a. tropisk badeland blive moderniseret. De 110 eksisterende feriehuse bliver opgraderet til mere moderne standard, og i påsken åbnes for salg af husene, der fremover skal have private ejere på samme måde som i de øvrige Dayz-centre.
Dayz Resorts har også overtaget rettighederne til at bygge 162 nye feriehuse, som skal opføres hurtigst muligt.
- Det er samme proces og ejermodel, som har bevist sin succes på de andre resorts, vi har overtaget. For eksempel overtog vi Dayz Rønbjerg i februar 2010, hvor vi moderniserede næsten dobbelt så mange huse og solgte dem i påsken. Senest solgte vi i foråret 140 luksushuse på bare fire dage på Dayz Rømø. Efterspørgslen og køberne er der, når der står en erfaren driftsherre bag, som vil udvikle resortet og selv har en langsigtet interesse i driften, påpeger Martin Dyrholm.
Høje ambitioner
Opkøbet af Søhøjlandet sker sideløbende med, at Dayz‐koncernen er i fuld gang med at realisere Nordeuropas største ferieresort, Dayz Kildedal, kun 20 km fra centrum af København.
Og der kan meget vel være mere på vej, afslører ejer og bestyrelsesformand, Bjarne Bøgh Jensen:
- Vi handler hurtigt, når de rigtige muligheder viser sig og har en stærk og fleksibel organisation til at gøre det rigtigt. Dayz Resorts har høje ambitioner, og vi kommer til at vokse endnu mere de kommende år. Vi bruger kvalitet som ledetråd i alt, og vores mange gæster har vist, at de kan lide, hvad vi gør. Det er det afgørende for vores vækst i fremtiden, siger han.
Læs også:
1.600 ferieboliger ved København
Rådgivere udpeget til Nordeuropas største ferieresort