23948sdkhjf

Efter levering af underlødig beton: Betonselskab sat under skærpet tilsyn

Kvaliteten af BG Betons leveringer vil nu blive sat under skarpere lup oven på den verserende skandale om underlødig beton på Bryggens Bastion.

Det fortæller certificeringsselskabet Bureau Veritas i en pressemeddelelse.

- Vi opretholder certificeringerne på de øvrige enheder i Bach Gruppen. Det fremtidige samarbejde er betinget af øget og intensiveret overvågning på de øvrige BVC-certificerede enheder i Bach Gruppen. Under den intensiverede overvågning vil BVC ikke udstede nye certifikater til enheder i Bach Gruppen, skriver Bureau Veritas i en pressemeddelelse, som ikke er sendt bredt ud, men som Ekstra Bladet har set.

Lav styrke svækker

Bureau Veritas har siden 2015 certificeret BG Betons værker, blandt andet i Nordhavn, der i 2018 var ét af to betonværker, som leverede beton til højhuset på Bryggens Bastion.
Her har det vist sig, som Licitationen - Byggeriets Dagblad har fortalt, at betonen er langt under den foreskrevne styrke, og at flere støbeskel svækker hele konstruktionen yderligere.

Bureau Veritas skriver videre ifølge Ekstra Bladet, at  man blev opmærksom på sagen gennem pressen, og at en redegørelse fra BG Beton har bekræftet, ”at BG Beton i 2018 har leveret fejlbehæftet beton fra BG Beton i Nordhavn til fundamentet til byggeriet på Amager.”

Lukket sit værk

Den seneste udvikling følger BG Betons beslutning mandag om helt at lukke sit værk i Nordhavn. Få timer efter den udmelding kom det frem, at Bureau Veritas havde trukket så sin certificering tilbage for værket.

Bureau Veritas begyndte at certificere selskabets leverancer, efter at Dancert i 2015 trak sin certificering af BG Beton i Nordhavn tilbage med to års tilbagevirkende kraft.

Licitationen - Byggeriets Dagblad forsøger at få en kommentar fra Bureau Veritas adm. direktør Jacob Færgemand.

BG Betons ejer, Bach Gruppen, agerer både bygherre og via en række datterselskaber også entreprenør på det 86 meter høje byggeri på Bryggens Bastion, som er centrum for betonskandalen, og selskabet er i øjeblikket under politiefterforskning for at have villedt Københavns Kommune om betonens kvalitet. Bach Gruppen slår selv fast, at det kun er deres datterselskab BG Beton, som er i politiets søgelys.

Derudover opfører selskabet også en række andre boligblokke på den 125.000 kvadratmeter store grund på Bryggens Bastion. Betonen i disse bygggerier undergår øjeblikket også kvalitetsundersøgelser.

Artiklen er en del af temaet Betonskandalen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141