Q-Construction bygger 8.162 kvm luksus på række
Aarhus-entreprenøren Q-Construction har netop sat blæk på kontrakten med bygherre Sophienberg på 70 Svanemærket rækkehuse i totalentreprise i Hillerød.
Rækkehusene skal opføres på Milnersvej 45, hvor gamle nedslidte erhvervsbygninger revet ned. Nybyggeriet varierer i størrelse og opføres i to og tre plan, som skaber en skalamæssig sammenhæng med de omgivende nabobygninger.
Fakta: Rækkehuse på Milnersvej 45
Bygherre: Sophienberg Gruppen og Lemvigh-Müller Ejendomme
Ingeniør: Oluf Jørgensen Rådgivende Ingeniørfirma
Arkitekt: Åstiderne Arkitekter
Totalentreprenør: Q-Construction
Omfang: 8.162 kvm
Årstal: 2020-2022
Hvor: Milnersvej 45, Hillerød
Alle 70 rækkehuse bliver Svanemærket og samtlige tagflader bliver udført med grønt saddeltag, som en del af projektets skybrudssikring. Rækkehusene skaber rum til 8.162 kvm og kan pryde sig med teglstensfacader i varme røde eller brune nuancer og med egen have.
Facadeprincippet bygger på idéen om at arbejde med et ensartet udtryk på 1. og 2. sal af boligerne, mens stueetagen af hver boligenhed får et mere individuelt og varieret præg. Det ensartede facadeudtryk på 1. og 2. sal giver et samlende helhedsudtryk for bebyggelsen, mens den varierede stueetage giver den enkelte bolig sit eget særpræg.
Q-Construction udfører opgaven i samarbejde med Årstiderne Arkitekter og Oluf Jørgensen Rådgivende Ingeniørfirma.