23948sdkhjf

Stor gæld og millionstrid knækker Brøndby-entreprenør

Fagentreprenøren CR Construction Danmark A/S er gået konkurs. Tømrer- og snedkervirksomhed med base i Brøndby blev taget under konkursbehandling af Sø- og Handelsretten den 9. september under navnet Aktieselskabet af 08-09-2020. 

Et større krav fra Gældsstyrelsen var baggrund for konkursbehandlingen, fortæller kurator i sagen, advokat Boris K. Frederiksen fra Kammeradvokaten/Advokatfirmaet Poul Schmith. Han oplyser videre, at styrelsens krav blot var det største af to-tre konkursbegæringer imod firmaet. 

– Kravet var i en størrelsesorden, som selskabet ikke var i stand til at betale, forklarer Boris K. Frederiksen og uddyber, at Gældsstyrelsens krav var i niveauet 20 mio. kr. 

Strid om tilgodehavender til tocifret millionbeløb

Økonomisk giver regnskaberne fra CR Construction Danmark indtryk af en fornuftig forretning. I regnskabsårene 2016/17, 2017/18 og 2018/19 havde virksomheden overskud efter skat på 3,5, 0,5 og 2,6 mio. kr.

Gammel sag afventer afgørelse

I tilgift til kravene, som førte til konkursbegæringen, truer en mulig udgift omkring de 25 mio. kr. CR Construction Danmark er part i en sag om overdragelse af virksomhedsaktiver i 2016.  

Selskabet tabte sagen ved Byretten i Glostrup, men har anket til Østre Landsret. I denne, ældre sag, der også skete i forbindelse med en konkurs, gør Gældsstyrelsen også krav på et tilgodehavende. 

Som det ser ud nu med sagsbehandlingstid ved Østre Landsret ventes der tidligst at kunne blive afsagt dom om ved udgangen af 2021 eller i starten af 2022. 

Anken har opsættende virkning på dommen, så eventuelle betalinger først skal ske, når der er afsagt dom i Østre Landsret.

Hvorfor firmaet ikke kunne betale de nye gældsposter, der udløste konkursbegæringerne, kan kurator ikke give ét klart svar på, da man stadig er ved at grave sig ned i detaljerne.

Det står dog allerede klart, at et af de store aktiver er bestridte tilgodehavender for udført arbejde, hvor CR Construction enten er i strid med bygherre eller firmaer, de har fungeret som underentreprenør for.  

Her skulle være tale om et beløb i størrelsesordenen 30 mio. kr. 

– Det sætter en virksomhed af den type under pres, hvis man mangler pengene i kassen, konstaterer Boris K. Frederiksen. 

På medarbejderfronten var der 100 ansatte i gennemsnit, da firmaet var på sit højeste. Det var i 2017/18. Året efter var tallet 88, mens det på konkurstidspunktet var det reduceret til cirka 30 ansatte. Tallet kan reelt være lavere, da nogle ansættelser kan være afviklet i den sidste tid, vurderer kurator. 

– Vi er åbne for henvendelser

Hvilke aktiver, der kan tænkes at sikre penge i kassen til kreditorerne, er kurator nu ved at danne sig et overblik over. Det samme gælder en liste over potentielle købere. 

Indtil videre har der kun være spredte henvendelser. 

– Det har nok mere været nogen, der har haft interesse i at høre, hvad der er. Derfor kan jeg ikke sige, om der er interesse i driftsmidler eller i en overtagelse, vurderer Boris K. Frederiksen som derfor tilfjøer: 

– Vi er åbne for henvendelser. 

Tilgodehavender på 50-60 millioner

Hvor meget, kreditorerne bør sætte næsen op efter, afhænger i vidt omfang af, hvordan sagerne om de bestridte tilgodehavender falder ud. Hvis det lykkes at få al debitorgæld hjem, så kan kreditorerne se frem til at få en god del af deres udestående igen. 

En nærmere gennemgang af tilgodehavende og vurdering af disse – eksempelvis om debitorerne vurderes betalingsdygtige og hvor gode eller dårlige kravene er – bliver dermed meget afgørende for, hvor meget der bliver til kreditorerne. 

Da det stadig er tidligt i processen, kan kurator kun give et foreløbigt skøn på gælden,men det er hans vurdering, at der er passiver på mellem 50 og 60 mio. kr. i konkursboet. Dels er der krav rejst ved Skifteretten på cirka 25 mio. kr., dels en udgift på 25 mio. kr., hvis Østre Landsret stadfæster en kendelse forbundet med aktivovertagelse i 2016. Hertil kommer så lønmodtagerkrav, som kurator ikke kender omfanget af endnu. 

 Forsidefoto: Colourbox

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.086