Medie: Sådan skal Huscompagniet sælges
Huscompagniet skal gøres lækker for nye investorer ved at sætte fart på væksten ved at satse på et nyt segment; rækkehuse til professionelle investorer, der kan fungere som udlejere.
Det skriver finans.dk, som har talt med en række professionelle investorer, der har været til pre marketing-møder op til det planlagte salg af typehusfirmaet.
Hidtil har Huscompagniet, der er landets absolut største typehusfirma, fokuseret på enfamiliehuse til private.
Adm. direktør Martin Ravn-Nielsen vil ikke kommentere den fortrolige salgsproces. Han bekræfter dog, at firmaet har bevæget sig ind på markedet for rækkehuse til professionelle investorer.
– Det ser rigtig godt ud. I år har vi solgt mere end 150 rækkehuse til dette nye segment. Det er et marked, der ligger godt for os, idet vi har stor erfaring med at bygge rækkehuse til private. Vi oplever en stor interesse for både rækkehuse og parcelhuse, og de to markeder er lige store. Dette forretningssegment er et add on til vores kerneforretning, skriver Huscompagniet-direktøren til finans.dk.
Pris omkring 4 milliarder
Huscompagniet er ejet af den svenske kapitalfond EQT, der overtog firmaet fra kapitalfonden FSN Capital i 2015.
Typehuskæmpen er er del af EQT’s investeringsfond med udløb i 2021, hvorfor der skulle være stor interesse i et salg snarest.
For en måned siden lød det således, at den svenske kapitalfond har sat gang i processen, der skal sende Huscompagniet på børsen. Potentielt allerede dette efterår, men muligvis først i løbet af 2021.
Prisen for Huscompagniet er tidligere vurderet at ligge på mere end 4 mia. kr. Tilbage i 2018 skulle prisen omkring de 4 mia. kr. havde været en medvirkende årsag til, at interesserede købere – herunder angiveligt VKR Holding – ikke slog til.