23948sdkhjf

Vejprojekt åbner spor et år før planlagt

Bilisterne på Holbækmotorvejen ved Roskilde kan nu køre i tre spor i hver retning på en del af strækningen af det store udbygningsarbejde mellem Fløng og Roskilde.
Holbækmotorvejen åbner tidligt for nye kørespor ved Roskilde

Det drejer sig om strækningen Fløng-Hedelandsvej, en del af det i alt 11 km lange vejarbejde, hvor der blev åbnet for det tredje kørespor i hver retning i weekenden den 17-18. december. Det er næsten et år før ellers planlagt.

- Vi er langt fremme med udbygningen af motorvejen. For nylig besluttede vi med entreprenørerne at sætte arbejdstempoet endnu et gear op, for at åbne de nye kørespor de steder, hvor det kan øge fremkommeligheden. Heldigvis er missionen lykkedes. Det er vores lille julehilsen til de mange bilister, der de sidste par år tålmodigt har kunnet følge vejarbejdet på tætteste hold, siger Preben T. Pedersen, der er projektleder i Vejdirektoratet.

Stadig arbejde på strækningen
Selv om der åbnes for trafik på de nye spor, vil der fortsat være en hastighedsbegrænsning på 80 km/t. Det skyldes, at der stadig arbejdes langs strækningen, og at vejen endnu ikke er klar til at blive åbnet i den fulde kørebanebredde.

Strækningen mangler desuden at få lagt det øverste lag støjdæmpende asfalt samt afstribning. Dette arbejde kan først ske, når det er blevet varmere i vejret. Vejdirektoratet planlægger at udføre arbejdet i løbet af ca. to måneder til foråret eller sommeren 2012. Det vil formentlig kræve, at der lukkes midlertidigt for et kørespor i hver retning, så der under arbejdet i en periode kun er to kørespor i hver retning.

En fuldstændig udbygget motorvej forventes at åbne i oktober 2012.

Baggrund
Med omkring 70.000 bilister i døgnet er Holbækmotorvejen syd for Roskilde en central motorvej for hele regionen. Strækningen mellem Fløng og Roskilde Vest er særligt belastet, og arbejdet med at udbygge med et ekstra kørespor i hver retning på den 11 km lange strækning har været i gang siden juli 2009.

Holbækmotorvejen mellem Fløng og Roskilde Vest udbygges fra i alt fire til otte kørespor igennem Fløng mellem Baldersbrønde og Hedelandsvej og fra fire til seks kørespor på den øvrige strækning mellem Hedelandsvej og Roskilde Vest.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078