A1 Consult indgår kontrakt om havneudvidelse
Frederikshavn Havn har indgået kontrakt med rådgiver A1 Consult ApS om første fase i planlægningen af havneudvidelsen.
Havnen har netop indgået kontrakt med det rådgivende ingeniørfirma A1 Consult ApS i Randers vedrørende første fase i planlægningen af den havneudvidelse, der blev annonceret i foråret 2011 og er et led i den vækststrategi Havnen offentliggjorde i efteråret 2010.
Udformer udbudsmateriale
A1 Consult ApS skal udfærdige udbudsmaterialet til prækvalifikationen af totalrådgivere. Udbudsmaterialet omfatter udbud og annoncering af VVM redegørelse, myndighedsgodkendelse, designforslag, hovedentreprise og bygherrerådgivning.
Når udbudsmaterialet foreligger i første kvartal 2012, udbydes opgaverne i et åbent EU-udbud, hvor alle prækvalificerede kan byde på opgaverne. Herefter gennemgås tilbuddene ud fra fastlagte kriterier, og den endelige totalrådgiver vælges i maj 2012.
- Vi er overbeviste om, at valget af A1 Consult ApS vil føre os sikkert gennem denne første, vigtige proces frem mod planlægningen og gennemførelsen af den planlagte, store havneudvidelse. A1 Consult har 15 års erfaring og stor ekspertise indenfor teknisk rådgivning og projektledelse af komplekse anlægsprojekter, renovering og design af havnekonstruktioner, marineanlæg, kystbeskyttelse samt udvikling af havvindmølleparker, udtaler havnedirektør Preben Reinholt.
Fakta om havneudvidelsen
Planerne omfatter etablering af nye ydermoler med en indsejlingsbredde på ca. 135 meter imod de nuværende 93 meter, og en forøgelse af vanddybden fra de nuværende 8 meter til 12+ meter.
Havneudvidelsen vil ske via en udbygning mod øst og vil medføre en betydelig forøgelse af havnens land- og vandarealer, samt nye kajer og kajgader, som udlægges for tung belastning.