23948sdkhjf

Første udbud af byggeretter i fremtidens Odense-forstad

Private investorer har nu mulighed for at blive en del af fremtidens forstad i Årslev syd for Odense. Det skriver Faaborg-Midtfyn kommune, hvor Årslev ligger, i en pressemeddelelse. 

Den første af tre byggeretter i Årslevs nye bæredygtige bydel er netop sendt i udbud og omfatter 10.430 kvm fordelt på ni storparceller. De ni storparceller udbydes både samlet og enkeltvis. Hver storparcel rummer mulighed for at bygge mellem 800 – 1.500 kvm. 

– Siden vi så Vandkunstens vinderprojekt har vi glædet os til denne dag, hvor vi kan invitere investorerne indenfor. Det er en vigtig milepæl i vores ønske om at skabe en moderne forstad i Årslev, udtaler borgmester Hans Stavnsager (S). 

Udbuddet af de ni storparceller løber frem til den 13. november.

Går efter DGNB Guld 

Den nye bydel er en del af udviklingsprojektet Fremtidens Forstad, der udover en ny bæredygtig bydel også består af en omfattende forvandling af bymidten. I efteråret 2018 kunne Faaborg-Midtfyn Kommune kåre vinderne af to store arkitektkonkurrencer om at skabe netop en bæredygtig bydel og en samlende bymidte i Årslev. Vinderne blev henholdsvis Vandkunsten og Holscher Nordberg/ Sted. 

Som led i udviklingen af den nye bydel vedtog Faaborg-Midtfyn Kommune i november sidste år at investere 150 mio. kr. i området frem mod 2023. Pengene går til infrastruktur, en ny daginstitution, udvikling af en ny bymidte og bypark samt forberedelse til etablering af den nye bæredygtig bydel.

Tidligere på året besluttede Kommunalbestyrelsen at gå efter guldet i forhold til en DGNB-certificering af området.

Der bor i dag cirka 4.000 indbyggere i Årslev. Ambitionen er, at der frem mod 2030 kommer 1.200 flere indbyggere.  

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.132