Roser til regeringens energiudspil
Dansk Byggeri glæder sig over, at der nu udarbejdes en samlet strategi for energirenoveringer.
- Varmen strømmer bogstaveligt talt ud af de danske bygninger, og der er store gevinster at hente, hvis de bliver energirenoveret. Derfor er vi tilfredse med at, at regeringen i det nye energiudspil udpeger bygninger som et særligt vigtigt område, siger erhvervspolitisk chef Torben Liborius.
Vil sikre de bedste betingelser
Hidtil er opgaven med at renovere bygninger ifølge Torben Liborius blevet grebet ukoordineret an. Han roser derfor regeringen for at udarbejde en samlet strategi for energirenovering af den eksisterende bygningsmasse.
- I sammenhæng med gennemførsel af kommunal varmeplanlægning vil det sikre de bedste betingelser for at investere i energiforbedringer, siger Torben Liborius og fortsætter:
- Energieffektivisering skal tænkes ind som en helt naturlig del af fornyelse eller renovering af bygninger. Og der skal være så stærke incitamenter for at energirenovere, at ingen fremover ønsker at springe over, hvor gærdet er lavest, ved at droppe energieffektiviseringer når de alligevel skal i gang med at renovere.
Håber på ændring af varmeforsyningsloven
Regeringen planlægger desuden en analyse af fjernvarmens rolle i den fremtidige energiforsyning. Et initiativ, som Dansk Byggeri længe har efterspurgt.
- Vi ser frem til denne analyse, der – i modsætning til Tarifudvalgets rapport – gerne skal komme hele vejen rundt om fjernvarmens økonomi. Både for den enkelte boligejer og for samfundet, siger Torben Liborius.
Den faste del af regningen for danske fjernvarmekunder er hos mange værker så høj, at det ikke kan betale sig for danskerne at isolere og forbedre deres boliger, så de bliver mere energivenlige.
- Vi ser derfor gerne, at varmeforsyningsloven, der regulerer fjernvarmeområdet, bliver ændret, så den faste del af regningen for fjernvarme højst kan udgøre 20 %. På den måde vil danskerne kunne spare penge på 80 % af regningen ved at energiforbedre deres huse, og det giver incitament til justeringer, siger Torben Liborius.
Torben Liborius noterer desuden med tilfredshed, at regeringen planlægger at videreføre Videnscenter for energibesparelser i bygninger, da centrets arbejde er væsentligt for opsamling og deling af viden inden for energirenoveringsområdet.
Læs flere reaktioner i artiklen: Reaktioner på det store energiudspil
Regeringens udspil "Vores Energi" blev præsenteret fredag i Dansk Arkitektur Center. Det langsigtede mål er en omstilling til et energi- og transportsystem, der er 100 pct. baseret på vedvarende energi. I 2020 skal initiativerne i udspillet føre til massive energibesparelser og betyde, at halvdelen af Danmarks traditionelle elforbrug er dækket af vindkraft. Kul fra danske kraftværker skal være udfaset i 2030, og hele el- og varmeforsyningen skal være dækket med vedvarende energi i 2035. Læs hele udspillet på www.kemin.dk