23948sdkhjf

20 nye ansatte på tre måneder: Modulbygger rider på bølgetop

Trods coronakrisen er der travlhed i byggebranchen. Det kan man i hvert fald konstatere hos midtjyske ABC Pavilloner og Concept Living, som producerer præfabrikeret byggeri. Her har man i løbet af de seneste tre måneder måttet ansætte 20 nye medarbejdere for at kunne følge med den stigende efterspørgsel.

Flere store projekter som eksempelvis to daginstitutioner til Grønland, knap 50 lejligheder til Færøerne samt et større antal mindre projekter i Danmark har den seneste periode været årsagen til, at der hos modulproducenterne ABC Pavilloner og Concept Living i Engesvang – trods coronakrisen – har været travlhed. Faktisk har søstervirksomhederne haft så meget at se til, at man har ansat intet mindre end 20 nye medarbejdere, så kapaciteten kan følge med den stigende efterspørgsel på præfabrikeret modulbyggeri.

– Byggebranchen har generelt set ikke været særlig hårdt ramt under coronakrisen, hvis man sammenligner med mange andre brancher, og det kan vi uden tvivl nikke genkendende til her, forklarer direktør i ABC Pavilloner, Kjeld S. Facius, og fortsætter:

– Vi har fået flere store projekter ind, som har skabt et rekrutteringsbehov ikke alene i produktionen, men også i administrationen, hvor blandt andre projektledere, bygningskonstruktører og marketing har kunnet mærke den store efterspørgsel. Og det har konkret betydet, at vi i løbet af de seneste tre måneder har ansat 20 nye medarbejdere fordelt i hele virksomheden, mens vi fortsat har et par enkle stillingsopslag oppe.

Så travlt som aldrig før
Faktisk har ABC Pavilloner og Concept Living så meget at lave, at det overgår aktivitetsniveauet, som virksomhederne oplevede, da man skulle producere hele 312 præfabrikerede studieboliger til DTU tilbage i 2018 og 2019, hvor aktivitetsniveauet dengang peakede:

– Jeg kan ikke mindes, at der tidligere har været så meget gang i hjulene, som der er lige nu, og det er selvfølgelig utroligt positivt – især taget coronakrisen i betragtning. Men vi er selvfølgelig også godt klar over, at der stadig kan ske meget – både i forhold til coronaudviklingen og i forhold til den fremtidige ordretilgang, forklarer Kjeld S. Facius og fortsætter:

– Det foregår nemlig meget i bølger i vores branche, hvor der til tider er rigtig meget at lave og andre gange knap så meget. Men lige nu kan vi bare konstatere, at vi rider på bølgetop, og det, håber vi selvfølgelig, er noget, der vil fortsætte lang tid endnu.

Danske ABC Pavilloner og Concept Living, som har produktionsfaciliteter på fire adresser, beskæftiger således i dag 150 medarbejdere, hvoraf produktionsmedarbejdere udgør 125 af dem.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141