23948sdkhjf

ACT Innovation skifter armaturer i 130 institutioner

Installationsvirksomheden ACT Innovation er entreprenør på et belysningsprojekt, hvor 130 børnehuse i Odense Kommune får nye armaturer.
Odense Kommune gennemfører i øjeblikket et belysningsprojekt i 130 børnehuse.

Projektet, der udføres med belysningsproducenten Riegens som leverandør af nye armaturer og installationsvirksomheden ACT Innovation som entreprenør, skal sikre energibesparelser på op til 75 % og samtidig give et bedre lys til børn og medarbejdere i Odenses børneinstitutioner.

I processen vil der i alt blive udskiftet 5.000 armaturer. Der investeres i alt seks millioner kroner i renoveringen, og udover dette er der samtidig foretaget lovlighedstjek af samtlige installationer, og ulovlige installationer er lovliggjort som et tillæg til aftalen.

Kan leve op til DS700-standarden
Første etape blev afsluttet frem til sommerferien, hvor 75 institutioner fik udskiftet gamle armaturer, og nu er arbejdet med modernisering af belysningen gået i gang i de resterende børnehuse.

ACT Innovation havde i første etape seks mand gående på opgaven. I øjeblikket arbejder fire af virksomhedens i alt 20 medarbejdere med at færdiggøre det store belysningsprojekt.

OBH Rådgivende Ingeniører har foretaget målinger, som viser, at den nye belysning reducerer elregningen med helt op til 75 %, og den resulterer ikke kun i besparelser men også i en bedre lyskvalitet, så Odenses børneinstitutioner nu kan leve op til DS700-standarden.

Kun 5 %af de lokaler, som anvendes til pædagogiske aktiviteter, har hidtil kunnet overholde Arbejdstilsynets bestemmelser med afsæt i DS700-standardens krav om et middelbelysningsniveau på 200 lux. Hele 80 % af lokalerne i Odenses børneinstitutioner havde et middelbelysningsniveau på under 100 lux, oplyser Ole Møller fra OBH-gruppen.

Automatisk dagslysstyring
De gamle armaturer, som skrottes, er vidt forskellige og har ofte 30 til 40 år på bagen. Der er typisk tale om kassearmaturer med gamle drosselspoler, som nu udskiftes til 16 mm T5 lyskilder med aktiv elektronisk dagslysstyring og automatisk tænd-sluk-funktion af typen ActiLume.

Den nye belysning med dagslysstyring er primært installeret i de områder og rum, hvor der foregår pædagogiske aktiviteter. Man har desuden valgt at supplere løsningen med manuel lysdæmpning, og det har personalet i børnehusene udtrykt stor tilfredshed med, for på den måde kan de lysmæssigt skabe det helt rigtige miljø, når børnene skal lege, spille teater eller sove.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125