23948sdkhjf

Frem og lidt tilbage for Inwidos danske døtre: Se tallene

I sidste uge sendte Inwido Denmark sit årsregnskab for 2019 på gaden.

Med et resultat på 143 mio. kr. blev året koncernens hidtil bedste, og i alt har de danske datterselskaber sidste år spyttet ikke mindre end 163 mio. kr. i kassen hos moderselskabet, der er ejet af den svenske Inwido-koncern.

Vi har samlet regnskabstallene for Inwidos fem vinduesproducerende datterselskaber, som du kan dykke ned i herunder.

De koblede
Vi starter hos Frovin, Inwidos absolut mindste spiller, der har specialiseret sig i fremstillingen af de klassiske, koblede vinduer. Her voksede bruttoresultatet sidste år med næsten 3 mio. kr., mens der også på bundlinjen var pæn fremgang. I årsrapporten, hvor resultatet betegnes som tilfredsstillende, fremgår det desuden, at også egenkapitalen i selskabet er vokset markant. Det skyldes især en stigning i tilgodehavender hos tilknyttede virksomheder, hvor posten ved årets udgang lød på 9,2 mio. kr. sammenlignet med 5 mio. året forinden.

Frovin Vinduer og Døre A/S
mio. kr. 2019 2018
Bruttofortjeneste 10,6 7,8
Resultat af primær drift 6,1 3,7
Resultat før skat 6,2 3,8
Årets resultat 4,8 2,9
Balancesum 12,6 8,7
Egenkapital 9,3 6,5
Gns. antal ansatte 7 6
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2019.

Også hos Bøjsø Døre og Vinduer har man specialiseret sig i de koblede vinduer, der særligt findes i bevaringsværdige bygninger, hvor man ønsker at værne om det oprindelige udtryk. Her bød sidste år på en fremgang på toppen, mens virksomheden til gengæld er gået en smule tilbage, når det kommer til årets resultat. Det landede før skat på 1,2 mio. kr. sammenlignet med 1,5 mio. året forinden, og her har Bøjsø endda fået en smule finansiel medvind af en ændret regnskabspraksis.

– Ændringen i anvendt regnskabspraksis har forøget årets resultat før skat med 0,2 mio. kr., skriver ledelsen i sin beretning, hvor resultatet betegnes som liggende ”lidt under ledelsens forventninger”.

Bøjsø Døre og VInduer A/S
mio. kr. 2019 2018
Bruttofortjeneste 21,9 18,2
Resultat af primær drift 1,9 1,9
Resultat før skat 1,2 1,5
Årets resultat 1,0 1,1
Balancesum 33,2 30,1
Egenkapital 7,4 6,5
Gns. antal ansatte 40 38
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2019.

Mellemklassen
Hos Outrup Vinduer og Døre, der har til huse i Nykøbing Mors, blev 2019 et tilbagegangsår på både top og bund. Her faldt bruttofortjenesten med 1,7 mio. kr. til 61,7 mio., mens resultatet før skat med 26,7 mio. blev godt 150.000 kr. mindre end det foregående års. Ledelsen betegner i sin beretning resultatet som tilfredsstillende.

Outrup Vinduer & Døre A/S
mio. kr. 2019 2018
Bruttofortjeneste 61,7 63,4
Resultat af ordinær primær drift 27,9 28,0
Resultat før skat 26,7 26,8
Årets resultat 20,8 20,9
Balancesum 108,0 103,6
Egenkapital 56,9 56,1
Gns. antal ansatte 155 155
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2019.

De store
Inwidos største danske spillere er KPK og Outline, der som de eneste falder i en regnskabsklasse, der kræver, at omsætningen oplyses i årsregnskabet. Og her er der pæn fremgang for begges vedkommende.

KPK Døre og Vinduer føjede godt 17 mio. kr. til nettoomsætningen, der dermed landede på 416,4 mio. kr., mens resultatet før skat med 116,3 mio. kr. blev godt 5 mio. større end det foregående års. Ifølge ledelsen er resultatet tilfredsstillende, og det er da også det bedste resultat blandt Inwidos danske døtre.

KPK Døre og Vinduer
mio. kr. 2019 2018
Nettoomsætning 416,4 398,8
Resultat af ordinær primær drift 113,8 107,8
Resultat før skat 116,3 109,9
Årets resultat 90,7 85,7
Balancesum 205,9 194,0
Egenkapital 129,5 123,8
Gns. antal ansatte 244 240
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2019.

Den højeste omsætning finder vi til gengæld hos Outline Vinduer. Den Farsø-baserede producent af vinduer og døre har kurs mod den halve milliard og ramte i 2019 en toplinje på 478,4 mio. kr. Resultatet før skat blev med 84 mio. kr. blev 12 mio. kr. større end året forinden, og i ledelsesberetningen betegnes det som tilfredsstillende.

Outline Vinduer
mio. kr. 2019 2018
Nettoomsætning 478,4 439,7
Resultat af primær drift 86,7 73,3
Resultat før skat 84,3 71,9
Årets resultat 65,7 56,1
Balancesum 219,9 197,8
Egenkapital 125,4 115,6
Gns. antal ansatte 263 244
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2019.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125