23948sdkhjf

Bygma runder 6 milliarder på centrene: Vi kigger stadig efter opkøb

Med en omsætningsstigning på 450 mio. kr. blev 2019 året, hvor Bygma A/S, der har 58 forretninger i Danmark, for første gang løftede omsætningen til over 6 mia. kr.

– Det svarer til en vækst på 8-9 pct. i et marked, der er vækstet omkring 2,5 pct., så det er vi selvfølgelig rigtig godt tilfredse med, lyder det fra Klaus Hadsbjerg, adm. direktør i Bygma A/S.

En del af væksten kan forklares med den bornholmske ekspansion, Bygma startede året med, da byggecenterkæden overtog Fridolf A/S’ to byggecentre i hhv. Rønne og Nexø. Renset for tilkøb ligger virksomheden dog stadig markant foran markedet med en organisk vækst på 5-6 pct.

Helt præcist lød sidste års omsætning hos Bygma på 6,08 mia. kr., sammenlignet med 5,63 mia. i 2018, mens integrationen af de bornholmske opkøb til gengæld har kostet på bundlinjen. Her faldt resultatet før skat fra 299 til 290 mio. kr., men det er ikke noget, der kan slå skår i tilfredsheden hos Klaus Hadsbjerg.

– Vi ved, at det kræver mange ressourcer at integrere nye forretninger, så det var vi forberedte på; det har været et hårdt år på Bornholm, men vi er kommet rigtig langt i processen, og vi er jo efterhånden blevet erfarne udi at byde nye familiemedlemmer velkommen, fortæller Bygma-bossen.

Konsolideringen fortsætter omkring storbyerne
Efter regnskabsårets afslutning har familien da også fået endnu et nyt medlem med Bygmas opkøb af XL Byg i Sorø. Det bringer byggecenterkæden op på i alt 58 danske bygge- og proffcentre, og Bygma har da også taget godt del i den konsolideringsbølge, der de senere år har præget landskabet i trælastsammenhænge. En bølge, Klaus Hadsbjerg ikke tror, stopper lige med det første.

– Selvfølgelig fortsætter den konsolidering, vi nu har set i en længere periode; dels er der os og Stark, som stadig køber lidt op af de mindre, fritstående trælaster, og med Davidsens opkøb af Optimera kom der en klar treer i markedet, fortæller han.

Bygma-direktøren vil ikke afvise, at året kan komme til at byde på flere opkøb, men peger på at kriterierne er mange, når en ny opkøbsmulighed skal vurderes. Et af de helt vægtige parametre er geografi, og kigger man på et Danmarkskort, står det hurtigt klart, at landets tre største byggecenterkæder ikke ligefrem er vilde med Vestjylland. For Bygmas vedkommende har man mellem Blåvand i syd og Hirtshals i nord ikke en eneste kystby på kortet.

– Det er jo nok ikke helt tilfældigt, lyder det skælmsk fra Klaus Hadbjerg, som uddyber:

– Selvfølgelig er der aktivitet i området, og der findes et par stærke aktører i Vestjylland, men hvis man forventer vækst, er det nok ikke lige der, man investerer; så orienterer man sig typisk mod de større byer.

Således har Bygma senest sat fokus på København, hvor man i april stak spaden i jorden på Kløvermarken mindre end 3 km fra Rådhuspladsen. Her barsler man med 10.000 kvm bebygget areal med lagerhaller, proff-butik og distributionscenter. Hertil kommer 4.800 kvm overdækket areal, blandt andet med drive-in trælast og et parkeringshus i 2 etager.

 – Kløvermarken er en rigtig stor satsning og den største af den slags investeringer, som vi har lavet i mange år; I sig selv er det næppe noget, der kommer til at rykke på konkurrencebilledet i København, hvor der i forvejen er mange aktører, og hvor vi allerede har to forretninger, men for os er det rigtig stort, fortæller Klaus Hadsbjerg om den nye lokation, Bygma forventer at kunne åbne i slutningen af 2021.

Bygma A/S 
mio. kr. 2019 2018
Nettoomsætning 6.083,7 5.628,0
Resultat før finansielle poster 299,6 309,4
Resultat før skat 290,5 299,2
Årets resultat 225,1 230,2
Balancesum 2.700,7 2.540,9
Egenkapital 1.540,8 1.465,5
Gns. antal ansatte 1.547 1.420
Regnskabsåret blev afsluttet dd. mmmm åååå.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112