Nyt børnebyggeri for 65 millioner
Der er lagt op til nedrivninger, ombygninger og nybyggeri på det aarhusianske børneområde.
Indstillingen indebærer, at flere projekter skal gennemføres snarest.
Projekterne omfatter ny- og ombyggede lokaler til Gammelgaardsskolens SFO, en ny og fleksibel dagtilbudsafdeling på Klokkervej, flytning af dagtilbudsafdelingen Fyrkatvej 1-3 samt samling af en række dagtilbudsafdelinger i Gellerup som et led i områdets helhedsplan. Samlingen kræver både nedrivning, ombygning og nybyggeri.
Bremse for videre byggeri
Bag indstillingen ligger et hensyn til forliget om budget 2012, hvor byrådet har besluttet at gennemføre en nærmere analyse af skolestruktur samt økonomimodeller for klubstrukturen i Aarhus Kommune.
- Det er nødvendigt og samtidig økonomisk ansvarligt at få et resultat af analyserne, før vi prioriterer projekter om nybyggeri og modernisering endeligt. Derfor vælger vi alene at sætte gang i enkelte projekter her og nu, mens andre afventer byrådets anlægskonference i 2012, siger Kristian Würtz.
Set i lyset af de forestående analyser indstilles det at sætte projekter på skole- og klubområdet på standby. Det samme gælder øvrige projekter, hvor dagtilbud indgår i samspil med skoler og klubber. Endvidere indstilles til at træde på bremsen i forhold til to projekter på Læssøesgades Skole/Langenæs samt Center 10.