Energirenoveringer i voldsom vækst
3byggetilbud.dk har de senere år oplevet en markant vækst i antallet af energirenoveringer. Udviklingen ventes at fortsætte med udsigten til den nye energipulje.
Med udsigt til et grønt tilskud til energirenoveringer vil efterspørgslen stige yderligere. Hos 3byggetilbud.dk, der formidler håndværker- og energiopgaver for danske boligejere, oplever man således en stigende efterspørgsel på energirenoveringer.
- Siden 2008 er antallet af vores indkomne opgaver vokset markant, når det gælder energirigtige løsninger. Ud af vores godt 350 ugentlige bygge- og renoveringsopgaver omhandler en tredjedel af dem energirenoveringer, siger kommunikationschef hos 3byggetilbud.dk Michael Müller, der tilføjer, at især solceller, jordvarme og isoleringsopgaver er varme emner lige nu.
Energitilskud vil fordoble omsætning
I 2013 og 2014 åbner regeringen op for en grøn støtteordning, der giver et tilskud til energirenoveringer, og hos Aktiv Sol, der blandt andet sælger solcelleanlæg, ser man frem til ordningen.
- Vi har rigtig mange kunder, der gerne vil energirenovere. Nogle af dem er afventende og vil formentlig gå i gang, når energitilskuddet kommer. Til den tid forventer vi en dobbelt så stor omsætning, så vi er optimistiske forud for energitilskuddet, siger direktør Frank Jørgensen, og tilføjer, at Aktiv Sol i øjeblikket sælger 200 solcelleanlæg og 50 varmepumper om året.
Foreløbig har regeringen afsat én milliard kroner til energipuljen.