Ambitiøst erhvervsbyggeri afsløret i Aalborg
En markant grøn profil kendetegner det projekt, som nu skal opføres syd for Aalborg. KPF Arkitekter, Myhlenberg samt Moe & Brødsgaard udgør vinderholdet.
Det gør det dyrere at bygge. Men merprisen kan hentes hjem i de mindre udgifter til lys og varme. Oven i købet kan det – set over en længere periode – give overskud på bygningens drift.
Det er resultatet af en arkitektkonkurrence, som ejendomsudviklingsselskabet Calum i Aalborg netop har afsluttet. Projektet er et kontorbyggeri på en knap 20.000 kvadratmeter stor grund mellem Hellebarden og Hobrovej tæt ved motorvejen syd for Svenstrup. Arealet er nabo til Royal Greenlands domicil, der også er udviklet af Calum.
Store krav til energiforbrug
Konkurrencen var speciel på den måde, at de deltagende tegnestuer har haft frie hænder til at tegne et dyrere projekt – men kun mod dokumentation for, at de ekstra omkostninger kan spares i energi og drift.
Og mod sædvane i totalentreprisekonkurrencer har det her været de indbudte arkitektfirmaer, der hver har sat sit eget hold af ingeniører og entreprenører, som har arbejdet sammen fra planlægning til det færdige projekt.
Begejstret bygherre
Vinderprojektet på Hellebarden i Svenstrup er tegnet af KPF Arkitekterne, der har dannet team med Myhlenberg samt Moe & Brødsgaard.
Lokalplanen giver mulighed for at bygge 15.000 kvadratmeter, og projektet er opdelt i seks etaper. Bygningerne er konstrueret sådan, at lejemålene kan være 3.300 m², som efter brugernes ønsker let kan deles med to eller fire – eller med små bygningsmæssige ændringer i flere.
- Det er et arkitektonisk flot og bæredygtigt projekt, som giver et funktionelt og fleksibelt byggeri med et optimalt indeklima, der sikrer sundhed og trivsel for de kommende brugere, siger direktør Henrik Calum, der er begejstret for KPF Arkitekternes forslag.
Skal tage højde for fremtidens energikrav
Vinderprojektet bygges sådan, at ekstraudgifterne til energibesparende byggeri stort set er lig med besparelserne på el og varme de kommende 15 år. Derefter er der overskud. I regnestykket er der naturligvis taget højde for almindelig prisstigninger.
- Da nyt byggeri har mange årtiers levetid, har det været vigtigt for os, at projektet på Hellebarden bygges sådan, at det også tager højde for de energikrav, der kommer. Men uden at det går ud over et perfekt indeklima og en fleksibel indretning, siger Henrik Calum.
Den dommerkomite, der har valgt KPF Arkitekternes forslag, er stadsarkitekt Peter Baltzer, Aalborg, lektor Nicolai Steinø, AU, direktør Ole Bech Nielsen, Rambøll, og direktør Henrik Calum.