Byggestart på 19 familieboliger i Skørping
Teknik- og miljøudvalget i Rebild Kommune har netop godkendt Skema B og dermed licitationsresultatet for opførelse af 19 almene familieboliger på Gammel Skørpingvej 35 i Skørping, efter at arbejdet med byggeprojektet har været udbudt i licitation.
Entreprenørmaskiner er allerede gået i gang med at regulere byggegrunden, efter at Vivabolig i Aalborg som bygherre har fået den nødvendige byggetilladelse af Rebild Kommune.
- Ved licitationen valgte vi murer- og entreprenørfirmaet M. Thomsen Støtt A/S i Aalborg som totalentreprenør på opgaven. Første officielle spadestik er planlagt til torsdag 25. juni om eftermiddagen, og Vivabolig forventer at de 19 almene familieboliger i Skørping vil stå klar til indflytning 1. juni næste år, forklarer Lotte Bang som direktør for Vivabolig, der er en almen boligorganisation.
Rækkehuse populær lejebolig
De 19 lejeboliger placeres på en tidligere gammel parcelhusgrund og kommer til at bestå af fire fire værelses lejligheder i stueplan på hver 101 kvm samt 15 fire værelses lejligheder på hver 95 kvm placeret i et mindre etagehus i 3. etager.
Det er første gang at Vivabolig opfører lejeboliger i Rebild Kommune, og dette forhold forklarer direktør Lotte Bang med, at rækkehusbebyggelse er blevet en meget populær boligform blandt organisationens lejere.
- I en stor by som Aalborg er det dog efterhånden svært at finde passende byggegrunde til rækkehusbebyggelse, til gengæld har vi dem allerede i andre mindre byer i Aalborg Kommune, eksempelvis i Brovst, Vadum og Visse, påpeger hun.
Byggeprojekt til over 36 mio. kr.
Der er tale om et byggeprojekt til en samlet anskaffelsessum på 36,23 mio. kr.
Allerede tilbage i januar 2018 var byggeprojektet på den politiske dagsorden, hvor der blandt byrådsmedlemmerne siden har været uenighed om at tillade en øget etagehøjde samt bebyggelsesprocent indenfor den eksisterende kommuneplanramme for den tidligere parcelhusgrund på Gammel Skørpingvej 35 i Skørping.
Den medfølgende lange sagsbehandlingstid hos Rebild Kommune med diverse nødvendige ændringer i plangrundlaget er derfor ifølge direktør for Vivabolig Lotte Bang årsagen til at byggeprojektet i Skørping først indledes nu.