23948sdkhjf

Byggeriet klædes på til ny indeklima-standard

Som følge af de skærpede krav til indeklimaet har Dansk Standard tilrettelagt en ny diplomuddannelse. Første hold begynder i næste måned.
Den nye indeklimastandard, DS 3033, udkom i maj og bliver nu fulgt op af en diplomuddannelse, der giver rådgivere og kommende indeklimakonsulenter indsigt i, hvordan standarden skal anvendes i praksis.

- Det er en meget vigtig del af implementeringen af standarden, at vi får uddannet folk til at anvende den i praksis. Derfor har vi lavet denne uddannelse, så den enkelte rådgiver bagefter kan gå ud og anvende den på forskellige bygningstyper, forklarer Erling Trudsø, seniorkonsulent i Dansk Standard og tovholder på projektet.

Indeklima-standarden benyttes ved vurdering af indeklimaet i skoler, børneinstitutioner, boliger og kontorer. På diplomkurset gennemgås bygningsreglementets krav og standardens enkelte parametre, klassedefinitioner og klassegrænser samt forudsætningerne for måling og vurdering. Der vil også blive sat fokus på de bagvedliggende prøvningsstandarder, stikprøvestørrelser og kriterier for stikprøveudtagning og håndtering af tvivlstilfælde.

Indeklimaet mere i fokus
For at få det nye indeklima-mærke skal indeklimaet i en bygning leve op til krav på en lang række punkter; luftkvalitet, varme, støj, lys, afgasning fra møbler og byggematerialer, skimmelsvamp, den radioaktive gas radon og partikler i luften.

Hvert punkt vil få en karakter, hvor A++ står for det fremragende indeklima, A+ for det gode, A for det tilfredsstillende, B for under middel C er bund karakter. Prisen for en undersøgelse, et mærke og en række anbefalinger ventes at ligge mellem 5-7.000 kroner.

Det er Dansk Standard, der på opfordring fra den tidligere Erhvervs- og Byggestyrelsen, har stået for udarbejdelse og udgivelse af indeklima-standarden. I udviklingen af standarden og indeklimamærket har også deltaget eksperter fra Danmarks Teknisk Universitet, Teknologisk Institut, Arbejdsmedicinsk Klinik på Bispebjerg Hospital samt Statens Byggeforskningsinstitut.

- Den nye standard kan være med til at sætte fokus på indeklimaet i højere grad end i dag – både hos private husejere og i det offentlige. Vi får stadig en del patienter, der lider under et dårligt indeklima på fx arbejdspladserne. Der er behov for, at det bliver prioriteret langt højere end i dag og det kan standarden hjælpe med, siger Harald Meyer, der er afdelingslæge på Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital.

Uddannelsen afholdes første gang den 5.-8. december 2012 hos Byggecentrum i Middelfart.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093