Unge elektrikere organiserer sig
Elektrikerlærlinge melder sig i stor stil ind i Dansl El-Forbund. De seneste fire år er organiseringsgraden blandt elektrikerlærlinge steget fra 48 til 80 %.
Siden januar 2008 har Pia Svane som agitator for DEF besøgt samtlige H1-klasser for elektrikere på landets tekniske skoler.
I samarbejde med de lokale afdelinger har hun været i kontakt med mere end 5.000 unge og informeret dem om overenskomstrettigheder og medlemskab.
Flere korttidsaftaler
Ud over at øge antallet af organiserede el-lærlinge har besøgene vist, at for få lærlinge kender deres rettigheder. Omkring to elever i hver klasse – ca. 10 % – bliver fejlbetalt.
– Arbejdsmarkedet har gennemgået store omvæltninger som følge af finanskrisen. I 2007 var cirka 4.800 i lære. De var ikke bekymrede for deres læreplads, og kortidsaftaler og skolepraktik var næsten ukendt. Mange fandt det unødvendigt at melde sig ind i en a-kasse, og der var en generel holdning om, at man som lærling og nyudlært sagtens kunne finde nyt arbejde, siger Pia Svane.
I dag er holdningen ifølge agitatoren en anden. Omkring 3.200 er nu i lære som elektriker. Ud af dem er en stor del i kortidsaftaler eller skolepraktik. A-kasse, opsigelsesregler, kortidsaftaler og tilskudspakker fylder meget i deres bevidsthed.