23948sdkhjf

Stor international interesse for Nyt Bispebjerg

Blandt 50 hold af arkitekter og byplanlæggere er otte hold med internationalt islæt nu udvalgt til konkurrencen om en helhedsplan for Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg.
Danske arkitekter kommer op imod eksperter fra bl.a. Holland, Frankrig og Dubai i arbejdet med at forme et nyt sundhedskvarter på Bispebjerg.

Der har været hård kamp om pladserne til konkurrencen, hvor 50 hold bestående af i alt 189 danske og udenlandske arkitekt- og ingeniørvirksomheder har anmodet om prækvalifikation.

- Jeg har ikke tidligere set så stærkt et felt. Normalt får man 20-30 anmodninger, så at vi har fået 50 giver os et virkelig bredt felt at vælge fra. Og det betyder, at vi desværre har måttet fravælge en del, som er velkvalificerede, siger vicedirektør Claes Brylle Hallqvist fra Bispebjerg Hospital, som er ansvarlig for projektet.

Læs også: Her er de prækvalificerede teams til Nyt Bispebjerg

Komplekst og spændende
Byggechef Vagn Risby Mortensen fra Bispebjerg Projektet mener, at den store interesse fra hele verden skyldes, at projektet er meget udfordrende:

- Projektet er komplekst, fordi det skal rumme både et almindeligt og et psykiatrisk hospital. Det omfatter både smukke, fredede bygninger og nybyggeri. Det skal gennemføres, mens Bispebjerg Hospital er fuldt funktionelt. Og så foregår det midt i byen i stedet for på en bar mark. Derfor er det en utroligt krævende og spændende opgave at løse, siger han.

Et sundhedskvarter i fremtidens by
Helhedsplankonkurrencen går ud på at skabe sammenhæng på matriklen, både mellem hospital og psykiatri og mellem de forskellige kliniske funktioner.

Desuden fastsætter helhedsplanen de overordnede principper for området, eksempelvis hvordan det skal integreres med den omgivende by og løfte et samfundsmæssigt, forebyggende ansvar. Det er nemlig en del af visionen, at området bliver et sundhedskvarter i fremtidens by, en park til rekreation og sunde, forebyggende aktiviteter for nutidens og fremtidens patienter.

Fakta om projektet
• Nyt Hospital Bispebjerg fusionerer de nuværende Frederiksberg og Bispebjerg Hospitaler på Bispebjerg Bakke. Projektet har fået et foreløbigt tilsagn om 2,95 mia. kr. fra regeringens Kvalitetsfond.

• Region Hovedstadens Psykiatri forventer at om- og udbygge på Bispebjerg Bakke for ca. 1 mia. kr. til Psykiatrisk Center København og Børne- og Ungdomspsykiatrisk Cen-ter Bispebjerg.

• Der skal til somatikken nybygges ca. 94.000 m2 og ombygges ca. 64.000 m2. Til psykiatrien nybygges 27.000 m2 og renoveres 32.000 m2. Desuden opføres i alt 1.100 p-pladser.

Tidsplan
• Uge 3, 2012: De otte bud afleveres.

• Ultimo feb. 2012: 1-3 vindere udvælges og arbejder videre med helhedsplanen.

• Juni 2012: Endelig vinder af helhedsplankonkurrencen.

• Aug. 2012: Københavns Kommune går i gang med en lokalplan for området. Lokalplanarbejdet varer ca. 15 mdr.

• Primo 2014: Første spadestik.

• 2025: Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg står færdigt.

Læs også: Her er de prækvalificerede teams til Nyt Bispebjerg
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078