23948sdkhjf

Spørgeundersøgelse: Danskerne venter på et større håndværkerfradrag

Danskerne er klar til at investere i ny hulmursisolering, nyt køkken eller nye vinduer, hvis håndværkerfradraget blev gjort mere attraktivt.
I en spørgeundersøgelse, som analysebureauet Opeepl Denmark har foretaget for Dansk Byggeri, svarer en tredjedel af danskerne således, at de vil sætte gang i et byggeprojekt, hvis netop håndværkerfradraget blev gjort mere attraktivt.

- Håndværkerfradraget har mange fordele. Det gør sort arbejde hvidt og fremmer den grønne omstilling. Men samtidig er det et nyttigt redskab til at skrue op og ned for aktiviteten i samfundet, og det vil derfor være oplagt for politikerne at bruge netop håndværkerfradraget til at få gang i hjulene oven på coronakrisen, som tilfældet også var i årene efter finanskrisen, siger cheføkonom i Dansk Byggeri Bo Sandberg i en pressemeddelelse.

Det kunne ifølge Dansk Byggeri for eksempel være ved at fordoble fradraget til 25.000 kr. per person og gøre det muligt at bruge tre års fradrag på én gang, så det også bliver mere attraktivt at sætte for eksempel store energirenoveringsprojekter i gang.

- I dag er det kun grønne projekter, der er omfattet af håndværkerfradraget, men i øjeblikket hvor økonomien er gået i stå, er det oplagt som et ekstraordinært 2020-tiltag at åbne for at lade fradraget gælde for alle typer af håndværksopgaver. Dvs. også indvendig maling samt køkken- og badeværelsesrenovering. Det vil være en god kickstart, siger cheføkonomen.

Fradraget er populært i hele landet
Hele 43 pct. af de danskere, som bor i parcel- eller rækkehus har byggeprojekter klar, mens det gælder for 21 pct. i etagebolig og 31 pct. i andre boligtyper som for eksempel sommerhus.
- Vi ved erfaringsmæssigt, at håndværkerfradraget er bredt forankret i hele landet – og allermest populært vest for Storebælt – og at det er alle indkomstgrupper, der benytter fradraget, siger Bo Sandberg.

Et konservativt skøn over beskæftigelseseffekten af at gøre håndværkerfradraget mere attraktivt, vil ifølge Dansk Byggeri være 2.100 arbejdspladser i byggeriet og 1.300 i andre brancher.

Se spørgeundersøgelsen her
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11