Nyt robotcenter i Thisted
EUC Nordvest i Thisted udvider med et nyt robotcenter, som skal bruges både til uddannelsesformål og udbrede viden om industrirobotter blandt regionens virksomheder.
Robotcentret, som er tegnet af Raabys Tegnestue, bliver en to etagers bygning på 194 m². På 1. sal placeres computere til programmering af robotterne, der placeres i stueetagen. Tilbygningen kommer til at ligge i forbindelse med EUC Nordvests smedeværksted og autoværksted. Det skriver nordjyske.dk.
Centret skal rumme forskellige typer industrirobotter, som anvendes i uddannelsen af industriteknikere, smede og mekanikere. Derudover ventes centret at blive anvendt til AMU-kurser samt netværk af virksomheder, der kan høre om mulighederne for at anvende robotter og nye teknologi.
Projektet er netop sendt i licitation. Byggeriet begynder efter nytår, og robotterne kan efter planen flytte ind i de nye lokaler i maj eller juni 2012.