23948sdkhjf

Sætter rekord med 130 tons bore-kæmpe

Det var en af de tunge ordrer, som produktchef Jan Eggert hos den danske Liebherr-importør kunne sende afsted til firmaet Hercules Fundering i Søborg:

En 130 tons tung Liebherr LB 36 XL-410. Den største boremaskine, der hidtil er solgt i JMM-regi. Alene boremotoren vejer cirka 12 tons, og maskinen kan bore huller op til imponerende tre meter i diameter. Det fortæller importøren om i en pressemeddelelse.

Foruden at være den største Liebherr-boremaskine, som den danske importør har leveret, er LB 36 XL-410 boremaskinen også den største investering, som Hercules Fundering har gjort som maskinkøb.

Byggeri på ny ø
- Den er indkøbt til at bore fundamentspæle til bygningerne, der opføres på den nye, kunstige ø, Kronløbsøen, som bygges i Nordhavnen i København.

Hele projektet ventes afsluttet ved udgangen af 2023, siger Jan Eggert.

Liebherr-maskinen udnytter i virkeligheden ikke hele sin borekapacitet, når den stikker boret i undergrunden i Nordhavnen.

Boringen til de store fundamenter er "kun" i 1,6 meters diameter. Der bores ned i en dybde af 10 til 12 meter i kalken under den kunstige ø, hvor der i alt skal opføres omkring 63.000 kvadratmeter med 233 nye boliger og erhverv.

Alt sammen oven på et parkeringshus, som får plads til 1000 biler. Parkeringsdelen bliver i øvrigt under vand. Hercules Fundering er et selskab i NCC-koncernen, som har totalentreprisen på det omfattende projekt.

Samlet løber Kronløbsøen op i 1,2 milliarder kroner. Af dem er der afsat 200 millioner til funderingen, som anskaffelsen af den store Liebherr-maskine er en del af.

Avancerede features
Den er i øvrigt udstyret med en lang række specielle features til at lette de store, komplicerede boreopgaver, den skal løse både på Kronløbsøen og senere på andre projekter, som Hercules Fundering nu har mulighed for at byde ind på. Maskinen har således det nyeste LIPOS-system, som er Liebherrs positioneringssystem, som giver maskinføreren mulighed for helt præcist at placere boreudstyret på det rigtige sted.

Det vises på skærmen i maskinen, således at føreren ikke skal forlade maskinen for at måle op.

Herudover sender maskinen boredata trådløst til projektledelsen på kontoret, og herfra kan der så udarbejdes borerapporter på hvert enkelt hul.

Liebherr har udstyret LB 36 XL-410 med hestekræfter af egen avl. Der er ikke færre end 523 af dem i motorrummet.

Maskinen ankom til Kronløbsøen direkte fra Liebherr-fabrikken i Nenzing i Østrig tæt ved den tyske grænse. Her er man specialiseret netop i produktion af maskiner til fundering til anlægsbranchen, industrikraner samt almindelige larvebåndskraner.
Sigh

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.086