Trussel fik tømrermester til at rette op
Skats tiltag med at kontakt kunderne til virksomheder, som ikke er momsregistrerede, og gøre opmærksom på, at de handler med en uregistreret virksomhed, skabte hurtigt resultater overfor en sjællandsk tømrer.
- Nogle virksomheder, der ikke har orden i regnskaberne, reagerer først og får orden i regnskabet, når SKAT tager initiativ til at kontakte kunderne og fortæller dem, at de handler med en uregistreret virksomhed, udtaler chefkonsulent Morten Christiansen fra Skat.
Han har de seneste år arbejdet med virksomheder, som Skat har tvangsafmeldt eller nægtet at momsregistrere pga. skyldige beløb, manglende moms- og selvangivelser m.v.
Kontakt til kunderne virker afskrækkende
Skat tvangsafmeldte f.eks. en tømrervirksomhed i december 2009 pga. et stort skyldigt beløb samt manglende moms- og selvangivelser. Ved et besøg i maj 2010 blev det konstateret, at virksomheden var fortsat, og der var endda udstedt regninger med moms. Efter besøget indsendte virksomheden momsregnskab for hele 2009, og Skat forventede så, at regnskab og registrering blev bragt i orden.
Ved endnu et besøg måtte Skat dog igen konstatere, at tømrermesteren havde fortsat virksomheden uden momsregistrering, og Skats nye initiativ over for "sorte" virksomheder blev derfor taget i brug.
- Som noget nyt kontakter Skat de uregistrerede virksomheders kunder, da det i sidste ende er kunderne, der er med til at støtte den uregistrerede virksomheds fortsatte drift. I langt de fleste tilfælde er kunderne slet ikke klar over, at de handler med en uregistreret virksomhed, som ikke betaler skat og moms, fortæller Morten Christiansen.
Tiltag med stor effekt
Da tømrermesteren erfarede, at der ville blive taget kontakt til hans to største kunder med oplysninger om, at de handlede med en virksomhed, der ikke var momsregistreret, tog sagen en helt ny drejning.
I løbet af 14 dage var virksomheden ajour med bogføringen samt moms- og selvangivelserne. De skyldige 300.000 kr. var også betalt. Tømrermesteren var desuden blevet momsregistreret igen, så virksomheden kunne fortsætte - og nu efter reglerne.
Tømrermesteren kan nu, udover betalingen af de 300.000 kr. i manglende moms, forvente en bøde på samme beløb, fordi han har opkrævet moms uden at være momsregistreret.