Henning Larsen skærper fokus på de tidlige projektfaser
Henning Larsen Architects har udvidet medarbejderstaben med arkitekt og rådgiver Mikala Holme Samsøe.
Med ansættelsen af Mikala Holme Samsøe styrker Henning Larsen Architects sin viden – ikke bare i Danmark, men også internationalt, hvor tegnestuen bl.a. medvirker i de indledende faser omkring byggeriet af et nyt stort universitet i byen Batumi i Georgien.
Som bygherrerepræsentant og projektleder har Mikala været ansvarlig for projektfasen på flere byggerier til universitets- og forskningsformål. Dette har inkluderet ansvar for fremdrift, programmering og det tværfaglige samarbejde mellem rådgivere, myndigheder, bygherrer og brugere.
Som grundlægger af og tidligere partner i arkitektvirksomheden Studio Force4 har hun desuden opnået solid praktisk erfaring med organisationsledelse, udvikling og drift.
- Vi ser det som en klar styrkelse af den rådgivningskompetence, vi allerede har på tegnestuen, hvor vi med kunden i fokus bringer vores viden i spil i de tidligste projektfaser, siger associeret partner, Anders Sælan, der er daglig leder af afdelingen for bygherrerådgivning.