23948sdkhjf

Region Hovedstaden investerer i bæredygtige løsninger

Tre hospitaler får over 27 mio. kroner til nye smarte løsninger, der både gavner miljø og bundlinje.
Hvorfor henter vi ikke vand fra en nærliggende sø til at køle vores bygninger og bruger solceller til at drive vandpumperne, så det hele bliver energineutralt?

Sådan tænkte kloge hoveder på Bornholms Hospital og indleverede en ansøgning til Region Hovedstadens pulje for bæredygtige løsninger.

Nu har hospitalet på Bornholm sammen med Gentofte Hospital og Hillerød Hospital tilsammen fået over 27 mio. kroner til deres grønne idéer.

Pulje skal kickstarte ideer og hjælpe klimaet
Puljen for bæredygtige løsninger skal bruges til at kickstarte ’grønne’ idéer inden for blandt andet opvarmning, køling, ventilation, lyskilder, apparatur, vandforbrug, spildevand og affald.

Idéerne skal føre til løsninger, som kan bidrage til at nedbringe klimabelastningen fra hospitalerne, og formanden for Region Hovedstadens miljø- og klimaudvalg, Lars Gaardhøj, er begejstret for de udvalgte projekter:

- Hver især viser de, at Region Hovedstadens hospitaler tager udfordringerne på klimaområdet alvorligt. Der er tænkt nyt, smart og innovativt og de indkomne forslag vidner om, at potentialet er stort på hospitalerne, siger Lars Gaardhøj.

De udvalgte projekter er
8,9 mio. kroner til etablering af grundvandskøling, montering af solceller og forsøg med grønne tage på Gentofte Hospital. Køling med grundvand skal erstatte eksisterende kølemaskiner, solcellerne skal lave strøm til at oplade hospitalets trucks, og de grønne tage skal vise, om det kan lade sig gøre at reducere eller forsinke regnvandet, så det ikke belaster kloakken så meget.

13,1 mio. kroner til etablering af søvandskøling på Bornholms Hospital med solceller til at drive pumperne. Anlægget bliver energineutralt og skal erstatte et eksisterende køleanlæg. Ventilationen i tre bygninger udskiftes eller renoveres også, forsynes med varmepumper og styres efter luftfugtighed, rumtemperatur og CO2-indhold. Der skal også LED-belysning op flere steder på hospitalet.

5,2 mio. kroner til Hillerød Hospital, som vil køle en række bygninger ned med et centralt køleanlæg, der drives af fjernvarme. På den måde spares der CO2-udledning, fordi fjernvarmen produceres ved hjælp af biobrændsel og kraftvarme. Projektet skal også belyse mulighederne for at lave sådan et anlæg på det nye store hospital i Nordsjælland.

Sparer fire millioner kroner om året
Samlet set vil de tre projekter spare næsten 4 mio. kroner om året på kontoen for strøm, vand og varme, og heraf får hospitalerne lov til at beholde halvdelen på deres driftsbudgetter.

- Projekterne understreger endnu en gang, at det at tænke grønt ikke er en udgift, men tværtimod giver en sund økonomi. Og med disse projekter viser vi også, at selvom der naturligt nok er megen fokus på de nye hospitalsbyggerier, så er der forsat rigtigt meget at vinde ved konstant at nytænke det eksisterende byggeri. Vi kan kort sagt både gøre noget godt for klimaet og for pengepungen, siger Lars Gaardhøj.

Sideløbende med de tre projekter har regionsrådet i Region Hovedstaden også givet Hillerød Hospital, Bispebjerg Hospital og Bornholms Hospital lov til at låne over 16 millioner kroner til energibesparende projekter. Det handler primært om at skifte stærkt elforbrugende udstyr ud med mere energiøkonomisk udstyr, og vil årligt give Region Hovedstaden en samlet besparelse på over 3 mio. kroner.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079