23948sdkhjf

Kommuner betaler regninger før tid: Millioner af kroner på vej

Flere steder i landet er kommunerne gået i gang med at lede efter regninger, som de kan betale før betalingsfristen for at pumpe penge ud i det lokale erhvervsliv.

En af dem er Odense, hvor borgmester Peter Rahbæk Juel (S) håber, at det kan hjælpe at få penge ud til de lokale virksomheder - store som små.

- Vi har omkring 8600 regninger, som vi nu går i gang med at fremskynde betalingen af. Det gør, at vi kan skubbe 70 millioner kroner ud til de virksomheder, der har regninger hos Odense Kommune.

- Samtidig forlænger vi virksomhedernes betalingsfrist, siger han.

4.500 regninger i København

Idéen kunne læses i Kommunernes Landsforenings (KL) blad, Danske Kommuner, fredag. Her opfordrede KL-formand og Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) kommunerne til at få betalt alle regninger hurtigst muligt.

Og det har flere kommuner valgt at gøre.

Allerede fredag kunne Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), fortælle, at kommunen havde fundet 4.500 regninger, der kunne betales hurtigere end normalt.

De regninger løber op i 600 millioner kroner, som kommunen alligevel skulle betale, men hvor pengene nu kan komme ud og ligge i kassen hos lokale virksomheder, der skal bruge penge til at betale løn og andre udgifter, men som har mistet hele eller dele af sine normale indtægter.

Kræver ikke penge for rengøring

Idéen er også blevet fulgt op af blandt andet Aalborg, Svendborg, Varde, Favrskov, Ringkjøbing-Skjern, Esbjerg og Aabenraa.

I Ringkjøbing-Skjern har kommunen heller ikke tænkt sig at kræve penge tilbage for manglende rengøring på de skoler, der er lukket.

I Odense har man også en række nybyggerier på tegnebrættet.

Det fremrykkes, så man hurtigst muligt at få ordrer i bøgerne hos de lokale underleverandører, når Danmark kommer ud på den anden side af at inddæmme spredningen af coronavirus.

- Vi håber at kunne hjælpe vores virksomheder og vores arbejdspladser så uskadt som muligt gennem den krise, som coronaen har skabt, siger Peter Rahbæk Juel.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109