23948sdkhjf

Gyldent midtvejsmærke til københavnerkvarter med 2.400 nye boliger

Byområdet Bellakvarter på Amager modtager midtvejscertificeringen DGNB Guld efter at 25 pct. af kvarteret er bygget, oplyser det nye københavnerkvarter i en pressemeddelelse. 

Indsatser som klimatilpassede løsninger, bæredygtig infrastruktur, vedvarende energiforsyning samt miljørigtig håndtering og genanvendelse af affald har været med til at give Bellakvarter det officielle stempel for arbejde med bæredygtighed.

DGNB-certificeringen bygger på en helhedsorienteret forståelse af bæredygtighed, hvor der bedømmes ud fra de fem kriterier: Miljømæssig, teknisk, proces, økonomisk og social bæredygtighed. Tilsammen er kriterierne med til at sikre en bæredygtig bydel og forme rammerne for det gode byliv, og betragter Bellakvarter med DGNB-midtvejscertificeringen sig som frontløber. 

– Ansvarlighed står højt på Sampension-fællesskabets dagsorden, og det glæder os naturligvis, at Bellakvarter som det første byområde i Danmark har modtaget DGNB Guld-certificeringen for indsatsen for blandt andet klimatilpassede løsninger, siger Torbjørn Lange, der er chef for ejendomme og infrastruktur hos Sampension. 

I december 2019 investerede Sampension i 67 pct. af Bellakvarter, mens MP Pension erhvervede en ejerandel på 33 pct. af projektet.

Klar til mere bæredygtigt kontorbyggeri
Solstra Development, der udvikler Bellakvarter, skaber i alt 2.400 nye boliger og 6.500 nye arbejdspladser og ser på baggrund af certificeringen frem til den fortsatte udvikling af Københavns nye bykvarter, hvor næste skridt er et internationalt og bæredygtigt erhvervsområde. 

– Vi er meget glade for midtvejscertificeringen. Det er et vigtigt skridt i den videre udvikling af Kvarteret, fortæller Søren Raae Teisen, udviklingsdirektør i Solstra Development, og peger på arbejde med at skabe bæredygtige kontordomiciler og flerbrugerhuse i det kommende erhvervsområde, Bella Business.

Masterplanen for Bellakvarter er skabt af Solstra Development i et tæt samarbejde mellem Cobe og Vilhelm Lauritzen Arkitekter. 

– Bellakvarter er det første byområde i Danmark, som har realiseret de bæredygtige ambitioner i et næsten færdigbygget, blandet bykvarter. Der sker en voldsom stor tilflytning til byerne i hele verden, så det er vigtigt, at nye byområder går forrest og viser vejen for, hvordan vi kan leve mere bæredygtigt sammen, skriver Thomas Scheel, arkitekt og partner i Vilhelm Lauritzen Arkitekter og Dan Stubbergård, arkitekt og grundlægger af Cobe om kvarteret.

Det er planen, at Bellakvarter skal endeligt DGNB-certificeres, når det står færdigt. Her forventer man også at kunne opnå en DGNB Guld-certificering.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094