Et kontorhus under jorden
Udfordringen er klassisk. Hvordan etablerer man nytænkende byggeri i en ældgammel bydel med respekt for det gamle? Det har Polyform givet et bud på i København.
På den måde er det muligt at bygge nye pladskrævende kontorer og mandskabsfaciliteter – selv i hjertet af den tætte københavnske middelalderby.
For at få mest muligt dagslys i de nye kontorer er alle husets primære funktioner placeret rundt om et åbent gårdrum. Atriummets bløde former maksimerer lysindtaget i bygningen, og med den utraditionelle organisering af funktioner og sammentænkningen med landskabet er det lykkedes at skabe et yderst attraktivt kontor og arbejdsmiljø for omtrent 100 daglige brugere.
Fra p-kælder til landskabeligt kontorbyggeri
Bygningen indeholder bade- og omklædningsrum, kantine og parkeringspladser. Gårdhaven er tænkt som en forlængelse af arbejdspladserne. Den varierede beplantning skifter farver og teksturer efter årstiderne og det stenlagte område danner ramme om medarbejdernes pauser samt udendørs arbejdspladser.
Den centrale placering i Københavns bymidte betyder, at Center for Renhold opnår store tids- og ressourcemæssige besparelser, som er med til at gøre projektet rentabelt og bæredygtigt. Ved at sammentænke byggeriet med den frodige legeplads på Hauser Plads, og udnytte den forhenværende parkeringskælder under pladsen, er der skabt et landskabeligt kontorbyggeri uden hverken vindturbulens, skygge- eller indsigtsgener.
Bebyggelsen har et areal på ca. 1.000 m² og blev indviet i maj måned i år. Anlægssummen lød på 19 mio. kroner.
Om rådgiverne
Polyform og Karres en Brands, tilsammen KBH.EU, har tidligere været partnere i bl.a. etableringen af ny belægning på Købmagergade og det nye Kultorvet i København, som på nuværende tidspunkt er under konstruktion.
Polyform er grundlagt i 2006 af arkitekterne Jonas Sangberg og Thomas Kock. Karres en Brands har eksisteret siden 1997 og beskæftiger i dag 28 personer, der arbejder med alt fra design af offentlige pladser, gadeinventar og parker til byudvikling og strategiske opgaver – både i Holland samt internationalt.
Illustration af legepladsen på Hauser Plads