23948sdkhjf

Ny overenskomst til anlægsgartnere på plads

Hos 3F er topforhandleren tilfreds med en stribe forbedringer i den nye overenskomst for anlægsgartnere, greenkeepere og servicegartnere.

Knap 4.000 anlægsgartnere, greenkeepere og servicemedarbejdere inden for indendørsbeplantning har fået ny overenskomst.

Aftalen om overenskomst blev indgået natten til fredag efter forhandlinger mellem fagforeningen 3F og arbejdsgiverne i Danske Anlægsgartnere. Der er tale om en treårig overenskomst. Det skriver Fagbladet 3F.

- Vi har fået et godt resultat, som vi er ret stolte over. Jeg er især glad for, at vores medlemmer har fået 10 ugers løn under sygdom, hvoraf en uge er med fuld løn og uden lønloft. Det er et stort gennembrud og en klar sejr for os, siger Flemming Grønsund, topforhandler og forhandlingssekretær i Den Grønne Gruppe i 3F.

Derudover fremhæver han, at arbejdsgiverne i løbet af den treårige overenskomstperiode skal indbetale yderligere tre procent af medarbejdernes ferieberettigede løn oven i timelønnen. Pengene skal indbetales på fritvalgskontoen, hvor medarbejderne har mulighed for frit at bruge pengene til seniordage, børneomsorgsdage, indbetaling til løn eller pension eller fridage – eller hvad man i øvrigt kan blive enige om på arbejdspladsen.

Den nye overenskomst betyder, at normallønnen stiger med i alt 9,55 kroner i timen i løbet af de næste tre år. Samtidig bliver tillæg forhøjet med 1,6 procent om året.

Ud over en lønstigning på 1,7 procent i år og igen i 2022 vil elever på området nu fra 1. marts 2020 også få fuld pension – 12 procent. Samtidig vil eleverne få indbetalt pension, fra de er 18 år og ikke som tidligere, når de fylder 20 år.

Ifølge den nye aftale kan virksomheder lave en skriftlig aftale med tillidsrepræsentanten eller den lokale 3F-afdeling om forskudt arbejdstid. Arbejdstiden kan ikke fordeles på mere end fem dage, og medarbejderen har ret til fri hver anden weekend. Ved ændring af arbejdstiden skal medarbejderen have et varsel på mindst fem døgn. Det er frivilligt, om medarbejderen vil arbejde på forskudt tid.

Tillægsbetalingen for alle medarbejdere er hver time på mellem 23 og 90 kroner. Det er også aftalt, at medarbejderes arbejdsuger bliver nedsat fra 37 til 34 timer, hvis de fast arbejder om aftenen eller natten. Medarbejderne får dog stadig løn for 37 timers arbejde.

Formanden for Danske Anlægsgartnere, Søren Sømod, er udmærket tilfreds med den nye aftale:

- Jeg synes egentlig, at den er okay. Den er lidt dyr. Men det kan vi ikke gøre så meget ved, for vi er bundet op på overenskomsterne på transporten, industrien og andre områder. Prisen er fastlagt, siger han.

Hele 3F’s forhandlingsudvalg bakker op om forliget.

Hvis forliget om ny overenskomst bliver godkendt af både lønmodtagere og arbejdsgivere, vil overenskomsten have virkning fra 1. marts 2020, hvor den hidtidige aftale udløber.

https://fagbladet3f.dk/artikel/ny-overenskomst-til-anlaegsgartnere 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078