23948sdkhjf

Sådan ser fremtidens Høje Taastrup ud

Et team bestående af Cobe, Topotek1, Grontmij og ICP er blevet valgt som fremtidig rådgiver for udviklingen af en ny bydel i Høje Taastrup.
I en nær fremtid bliver stationsområdet og det store indkøbscenter City2 kædet bedre sammen, og en ny helhed bliver skabt i Høje Taastrup.

Borgere og besøgende kan dermed se frem til aktive byrum, hvor man i højere grad end i dag kan mærke bevægelse og liv. Et interessant element i projektet er et forslag om en ny cykelsti igennem City2.

- Høje Taastrup har et stort, regionalt potentiale, som en attraktiv by både at bo og arbejde i. Men potentialet skal udfries, og byen skal udvikles til et mere udadvendt og aktivt, fysisk bymiljø med pulserende byliv. Den nye bydel skaber rammen for dette, med en ny, aktiv bypark, der forbinder bydelens to centre - stationen og storcenteret City2, siger partner og arkitekt Dan Stubbergaard fra Cobe.

Bedre forbindelse mellem stationen og City2
Projektet foreslår konkret udviklingen af en ny bydel, der skal ligge mellem Høje Taastrup Station og storcenteret City2. Bydelen samler sig omkring en ny bypark, der skal fungere som forbindelse mellem de to ankerpunkter - stationen og City2.

Den nye bypark skal indeholde lege- og idrætsaktiviteter, grønne områder og gode stiforbindelser og skal dermed bygge videre på Høje Taastrups ambitioner om at være en aktiv by.

Høje Taastrup Kommune har med det valgte projekt taget de visionære briller på. I en større bymæssig sammenhæng vil trafikken blive omlagt for dermed at skabe bedre sammenhæng imellem de forskellige bydele i Høje Taastrup.

Yderligere foreslås en cykelsti igennem City 2, der forbinder de forskellige byrum med City2’s eget by- og eventrum. Derved bliver City2 en naturlig del af byens forbindelser for gående og cyklister og tilbyder Høje Taastrup nye, aktive byrum indendørs og udendørs, overdækket og åbent – hele året rundt.

En fornyet handelsplads
Ud af fire konkurrerende forslag udpegede dommerpanelet Team Cobes forslag som det mest robuste, idet området kan udvikles i etaper og kan forandres undervejs.

Forslaget blev også valgt, fordi det lægger op til en menneskelighed og nærhed i byrummet samtidig med, at det på en organisk måde får åbnet City 2 ud mod området.

- Vi ser Team Cobes forslag som et rigtig godt udgangspunkt for udviklingen af Høje Taastrup. Projektet sætter for alvor City 2 i spil ved at åbne facaden mod den nye bydel og skabe en fornyet handelsplads, som med tiden kan brede sine butikker og aktiviteter op gennem den nye bydel, siger Bjarke Bendix Cloos, afdelingsdirektør for Danica Ejendomme, som indgår i udviklingen af den nye bydel.

Grundlag for lokalplan
Sammen med Team Cobe vil Høje-Taastrup Kommune og Danica Pension nu færdigudvikle forslaget til fremtidens Høje Taastrup by, og her vil de mange stærke og spændende elementer fra de tre øvrige projekter blive indarbejdet.

Fx skal der arbejdes videre med den trafikale løsning, ligesom den miljømæssigt bæredygtige dimension skal styrkes – bl.a. med opsamling af regnvand.

Det færdige forslag skal danne grundlag for en ny lokalplan for området, der åbner mulighed for at realisere projektet – lokalplanen forventes at være klar i foråret 2013.

Herefter bliver der åbnet for, at interesserede virksomheder og investorer kan sikre sig en bid af det attraktive erhvervs- og boligområde. Projektet åbner mulighed for, at der kan bygges 155.000 m2 kontorer, butikker og boliger.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094